I år udkom Søren Jessens bog Byen der flækkede. Tilbage i 2022 blev vi inviteret med ind i hans arbejdsværelse, imens han var i gang med at skabe både tekst og illustrationer til bogen.
Narko har jeg aldrig prøvet, men afhængigheden kender jeg. Jeg er bare afhængig af at egne og skrive. Udfordringerne er høje som bjerge, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde har nået tindernes top, men jeg har dog klaret mig op over trægrænsen nogle gange. Alt sammen mens jeg har siddet ved mit tegnebord med udsigt over til Mols på den anden side af Aarhus Bugt eller ved computeren, som står i hjørnet af mit arbejdsværelse. Mere har jeg ikke brug for.
Lige for tiden arbejder jeg på en børnebog, der hedder Byen der flækkede, som skal udkomme engang i 2023. Med sine spredte sort/hvide tegninger er den atypisk i forhold til de bøger, jeg har lavet de sidste fem år, hvor jeg har været meget grebet af at lave billedromaner eller graphic novels. De har både sider med ren tekst og længere forløb, som er ren graphic novel. De er med andre ord en mellemting, en hybrid.
I de bøger har jeg forsøgt at finde nye veje over bjergpassene. For eksempel forsøger jeg så vidt muligt at tegne ting, der ikke står i teksten. Derved får illustrationerne meget større betydning, for er det dem, man
skal tro på, eller er det teksten?
Det afspejler også selve processen, hvor jeg både er forfatter og illustrator og dermed har perfekte muligheder for kontinuerligt at ændre i de to elementer og – især – at lade illustrationer være medfortællende eller endda direkte modsige teksten.
Den skal altså ikke få for store tanker om sig selv, den tekst.
Manuskriptet og skitserne vokser frem side om side i et tæt parløb, men jeg er hele tiden nødt til at holde skarpt øje med teksten, for den har altså en tendens til at brede sig og ville bestemme det hele. Som en anden bakteriekoloni er den hurtig til at vokse ud af kontrol, men så får jeg tegnet nogle rå skitser, der som dråber af antibiotika får teksten til at trække sig tilbage og indordne sig – sådan nogenlunde. Den skal altså ikke få for store tanker om sig selv, den tekst.
Teksten som et grafisk element
En anden ting, jeg har stort fokus på, er at bruge teksten som et grafisk element. Som i Fiskepigen, når linjerne danner de bølger, som hovedpersonen svømmer igennem, da hun snorkler, eller i Ulvekongen,
hvor enkelte ord blander sig mellem tegninger af myrer og nærmest krabler rundt som dem.
Et andet eksempel fra Hoppebolden er det kors, som teksten danner, da pigen sidder og mindes sin døde lillebror. Jeg tror, den slags er med til, at både teksten og tegningerne sætter sig bedre fast i kraniekassen på læseren.
Man er nødt til at læse på en helt anden måde, end man plejer – lidt som en turist, der kommer til en fremmed by og pludselig bliver ekstra opmærksom på omgivelserne, fordi alt er nyt. Det er den dér tilstand af skærpet opmærksomhed, jeg prøver at nå.
Ned med læsetempoet
Jeg vil rigtig gerne have læseren til at sætte læsetempoet ned. Det opnår jeg ved at gøre det lidt uklart, hvilken rækkefølge man skal læse ordene i. Af og til ser det ud, som om jeg har drysset ord og bogstaver tilfældigt ud over siderne, men det er ikke spor tilfældigt.
Jeg elsker også ”slynglinjer”, der snor sig rundt i tegningerne, så man af og til er nødt til at vende bogen på siden for at læse det hele.
Jeg ved ikke, om alle de krumspring virker – gad vide, om der er litterater, der har forsket i den slags – men jeg ved i hvert fald én ting: Jeg synes, det er sjovt, og hvis det ikke skærper læselysten, så skærper det i hvert fald min arbejdslyst, og det er heller ikke så ringe.
