Team Vildmark er en graphic novel, en tegneserie og en illustreret roman. Det er en fremragende blanding af flere fremstillingsformer. Alt bidrager til en bog, der forhåbentlig vil blive læst af mange, mange tweens og wannabe-teens.
Tekst og tegninger er alt sammen underlagt fortællingen om svigt og samvittighed. Det er et svigt, der måske ikke synes stort eller spektakulært, men det bliver livsafgørende for Bosse, bogens hovedperson, og det bliver også afgørende for Rio og hendes families fremtid.
Det er en af bogens styrker: At den tager en forholdsvis lavmælt hverdagskonflikt og viser, hvordan vi alle har indflydelse på hinandens livsglæde.
Det er en af bogens styrker: At den tager en forholdsvis lavmælt hverdagskonflikt og viser, hvordan vi alle har indflydelse på hinandens livsglæde. Meget ”Løgstrupsk” kan man tænke: Vi holder alle en del af medmenneskets lykke i vores hånd. Vi kan være afgørende for, om andres liv lykkes eller ej.
Bogen indledes med en status over tid og sted:
”Det var efter det med vildmarken, at det skete. Det var på Rios fødselsdag, vejret var perfekt med blå himmel og rund sol. Det havde jeg også regnet med – det var jo Rio, der fyldte år.”
På samme opslag ser man portrætter af Rio og Bosse (jeg-fortælleren), Tof, Ilse, Emel, Rigmor og Jonna, de noget tvivlsomme venner. Herefter laves der et flashback til den gang, det skete, og der står det skæbnesvangre:
”Nu er der gået lang tid siden fødselsdagen, og ingen tænker på det mere. Bortset fra mig altså, for jeg gør. Jeg ville ønske, der var kommet nogen hen til mig dengang. Nogen, der sagde: Hey Bosse – du stod da lige ved siden af. Hvad vil du sige?”.
Den sidste replik er sat ind i en ”yellow-breaking-ramme”, så man får en viden om, at dette skete altså ikke. Og nej, ingen spurgte Bosse. Og derfor blev Bosse ved med at være tavs om den hændelse ved Rios fødselsdag, der fik alt til at blive forkert.
”Nu opfører du dig fanme ordentligt, ellers må du tage hjem”, – sådan råber Rio og Tofs mor til Rigmor, der igen igen, igen gør grin med Kristoffer, kaldet Tof, der ikke er helt som de andre. Han går i specialklasse. Nu er pigegruppen med Rigmor, Bosse og de andre piger til fødselsdag hos Rio, og så lyder det fra Rigmor, der raser lidt over Tof:”Han har jo ingen hjerne. Hvor er han bare dum…”
Rios mor bliver rasende, på tegningen ser man hendes i frøperspektiv, hvor hun virkelig har onde øjne. Rios mor har smidt Rigmor, klassens dronning, hjem fra en fødselsdagsfest. Det får konsekvenser. Rigmor går til sin mor, der går til klasselæreren og til andre voksne, og der hviskes og tales, når ingen af børnene hører det, og så er Rio pludselig flyttet væk fra skolen. Ingen ved hvorhen. Rigmor er der fortsat. Og så står der:
”Min mor siger tit, at alle klasser har en som Rigmor. Jeg ved ikke, om hun mener det er godt eller dårligt. Men én ting er jeg sikker på. En dag bliver Rigmor direktør. For Google eller Mc Donalds eller Disneyland – noget KÆMPESTORT. Så vil jeg blære mig og pege hende ud og sige: Hende gik jeg i klasse med – vi legede tit. Det med tit er nu løgn, men vi er en slags naboer, for vores baghaver støder sammen, selvom vi bor på hver vores vej.”
Sådan ved man virkelig meget om historien og dens slutning – allerede på side 15. Det er en fremragende og kompleks komposition, der gøres brug af. Og på side 28 kommer vi helt tilbage til begyndelsen:
”Det var sådan, det startede med vildmarken. Vi havde begge set et program på TV, hvor folk skulle overleve længst muligt midt i ingenting. Det var det, vi ville lege. ”
Sådan leger Bosse og Rio mange dage i vildmarksland. Men Bosse er også til parkour sammen med Emel. Det er også sjovt. Og der er stille dage, hvor man bare kan stene og chille. Men altså, så var der altid gode dage sammen med Rio. Og sammen med Rios bror Tof, der til tider tænder helt af. Han er ikke helt som andre, men derfor skal man jo ikke sige som Rigmor.
Så kommer ferien, Bosse er sammen med Emel og i Norge med familien, og da skolen begynder igen er hverken Rio eller Rigmor at finde i klassen. Læreren Katrine giver dem noget at tænke over:
”Måske havde det været svært at være i vores klasse? Og vidste vi egentlig, hvordan andre gik og havde det? Snakkede vi med hinanden om ting? Det skulle vi tænke over til næste dag. Det var vores første lektie.”
Team Vildmark er illustreret af Sofie Louise Dam. Hun var også illustratoren på Hviskeleg af Morten Dürr. Det gjorde hun fremragende og med stor indføling. Den var holdt i blå og gule toner. Her i Team Vildmark er der farver på alle opslag. Illustrator og forfatter må være helt sidestillet i Team Vildmark. Der er meget af handlingen og personernes reaktioner, der kun kan læses, hvis man læser både tekst og billeder. Det er simpelthen et mesterligt samarbejde, de viser her.
Hvornår siger man stop? Hvornår tager man ordet og bryder ind med en gul breaking-news-bjælke, når de voksne eller andre børn ikke opfører sig ordentligt?
Det er en bog, man kan håbe, vil blive læst i mange 4. 5 og 6. klasser. Det er en hverdagsfortælling fra et genkendeligt liv, med det er også et stort moralsk dilemma, der gives: Hvornår siger man stop? Hvornår tager man ordet og bryder ind med en gul breaking-news-bjælke, når de voksne eller andre børn ikke opfører sig ordentligt?
