Grufulde gysernoveller, der IKKE egner sig som godnatlæsning!
“Først nu opdager jeg, at lyset i indkørslen er blevet tændt. Noget har aktiveret sensorerne. Den første sidder skjult i hækken nede ved vejen. De andre sidder langs indkørslen. Nogen er på vej. Nogen står lige udenfor.
Med dynen slæbende efter mig sætter jeg i løb tilbage mod trappen. Jeg vender mig og sikrer mig, at hoveddøren fortsat er lukket. Ingen bevægelser omkring håndtaget. Ingen nye lyde.”
Når man i dagtimerne aftaler med mor og far, at man skal være alene hjemme om aftenen, er det intet problem. Man skal jo bare kravle i seng og lægge sig til at sove, sådan som man plejer. No problem! Men så snart skumringen opsluges af nattens mørke, er situationen en helt anden.
I novellen Det tredje trin møder vi jeg-fortælleren, da hun er på vej i seng efter et sidste besøg på toilettet. Hun er alene hjemme, far og mor er til fest. Idet hun slukker lyset, og alt bliver mørkt, begynder den logiske tænkning straks at skride. Huset giver sig og sukker, sådan som huse nu engang gør det. Et trin giver sig på trappen, men det er jo sådan noget gulvbrædder gør. Træ er levende og reagerer på temperaturer og luftfugtighed. Men er lydene anderledes nu? Knager det tredje nederste trin ikke på en anden måde, end det plejer? Kan det være nogen, der er på vej op ad trappen?
I takt med at mørket og lydene sniger sig mere og mere ind på jeg-personen, forsøger hun febrilsk at klamre sig til den sidste rest af ro og logik. Det virker egentlig også, som om det lykkes, lige indtil en kort besked tikker ind på hendes mobil: Vær sød at lade hoveddøren stå åben. Din far har glemt sine nøgler🙂 . Håber, du har haft en aften. M
Nu er gode råd dyre. Skal hun bevæge sig ud af det trygge helle, som sengen trods mørket repræsenterer? Hvad vil der ske, idet hun låser døren op? Så er det jo ikke kun forældrene, der kan komme ind? Er det overhovedet mor, der har skrevet? Den korte besked minder ikke om mors måde at skrive sms’er på, og værst af alt, er beskeden sendt fra et ukendt nummer!
I Gamle huse glemmer aldrig præsenterer Lars Daneskov seks mørke coming-of-age gysernoveller, der hver især i allerhøjeste grad formår at fremkalde en følelse af uhygge og rædsel hos læseren. Flere af novellerne er så uhyggelige, at denne læser et kort sekund overvejede, om det overhovedet er forsvarligt at lade børn og unge læse dem. Det lynhurtige svar er selvfølgelig: JA! Jeg mindes selv at have set gamle genudsendelser af Alfred Hitchock Presents-novellefilm i mine pre-teens, og de kunne søreme også sætte én en frydefuld skræk i livet.
På vanlig Lars Daneskov-manér udvikler uhyggen sig trin for trin, hvor en tilsyneladende harmløs situation gradvist bliver mere ubehagelig. I samtlige noveller udfordres den rationelle tænkning, idet grænsen mellem det logiske og det uforklarlige gradvist forskydes. Herved føres læseren ud i et grænseland, hvor fornuften mister sit fodfæste, og hvor rationelle forklaringer til sidst synes utilstrækkelige.
Novellerne skildrer en række forskellige uhyggelige scenarier, der spænder fra piger, som låser sig inde på et toilet og konfronteres med en edderkop, der vokser sig enorm, mens de indser, at de ikke kan låse døren op, til hospitalskældre, hvis eksistens forekommer uforklarlig, og gamle, forladte gårde, der viser sig at rumme frygtindgydende hemmeligheder.
Gamle huse glemmer aldrig egner sig til frilæsning for læsere fra 12-årsalderen og opefter, særligt for dem, der interesserer sig for gysergenren og fortællinger med overnaturlige elementer. Novellesamlingen egner sig også som værklæsning på mellemtrinnet.
På Tallulah.dk findes en række lettilgængelige arbejdsopgaver, der giver mulighed for både at fordybe sig i de enkelte noveller og at arbejde med novellesamlingen som helhed gennem en mere tematisk tilgang.
