Hvordan får man fodbolddrenge til at læse poetisk litteratur? Man giver dem Søren Jessens nye værk om Lukas Keller, der drømmer, ånder og lever for fodbold. Det er en fortælling om at have en stor drøm og om stemmen indeni, der enten hepper eller trækker ned.
Keller kan ikke tænke på andet end fodbold, og det udfordrer hans koncentration i skolen og hans relation til barndomsvennen. Han drømmer om at blive verdens bedste fodboldspiller. Lukas’ far støtter ubetinget op om hans store ambitioner:
“Min far siger, det er godt at have mål i livet. Ha, ha, ja, eller i støvlerne, hvis man er angriber ligesom mig.”
Lukas’ mor er bekymret for bristede stjernedrømme og er mere optaget af det, der er realistisk:
“Jeg har hørt hende sige til min far, at jeg er en drømmer, og at han ikke skal fodre den drøm. Men min far tror på mig.”
Det, der driver fortællingen, er Lukas’ indre kritiker, som skiftevis hepper på ham og taler hårdt til ham, og derfor bliver det svært for ham at hvile i sig selv.
Verdensklasse er en gennemillustreret og poetisk billedfortælling, som tematisk er i øjenhøjde med de mange fodbolddrenge og -piger i landet, der ser fodbold som mere end en sport: et identitetsskabende og populærkulturelt fænomen. Billederne er dynamiske og giver liv til de følelser, Lukas gennemgår, fx den golde, mørke følelse ved en nederlagsscoring på 0-1 og det drømmende og håbefulde, når Lukas sparker hårdt til bolden i det 90. minut.
Samspillet mellem tekst og billeder er supplerende, da billederne tilføjer noget, som teksten ikke siger. Kompleksitet opstår netop i de forskellige læseniveauer. På linjerne er det korte, letlæselige sætninger, der sprogligt peger ind i Lukas’ hverdag og hans fodboldunivers. Fortællingens visuelle lag bidrager til læsningens fortolkende niveau, der bringer læseren tættere på Lukas’ tanker og følelser, som kun antydes på linjerne. Man kommer ikke uden om billederne af sommerfuglevinger, stjerner og jordkloden, som går igen som en gennemgående symbolik i fortællingen. Sætningernes grafiske layout i organiske former bidrager poetisk til fortællingens dybde i samspil med billederne.
En humoristisk lille detalje i fortællingen er, at bogen byder på et metatekstuelt vink til forfatterens eget værk – billedfortællingen Fiskepigen, som er kendt blandt dansklærere. Fiskepigen er en tungere, klimapræget bog, som står i kontrast til Lukas’ fodboldverden. At Lukas kæmper med at koncentrere sig om at læse i Fiskepigen i skolen, kan læseren måske genkende, hvilket giver et dobbelt metaniveau.
Læseren mødes af følgende deklaration i kolofonen: “Skabt uden brug af kunstig intelligens”. I en tid hvor tvivlen om litteraturs tilblivelse er blevet et vilkår, vil det i en danskfaglig kontekst være både oplagt og relevant at tale med eleverne om dette statement. Elevernes refleksioner om brugen af kunstig intelligens i litteraturen bør indgå i arbejdet med digital dannelse. Kendere af Søren Jessens tidligere værker, fx Liv på spil-serien, Vildnis og tropehjelm og senest Porcelænspigen (2025), er dog ikke i tvivl om, at det store arbejde, der ligger bag denne billedfortælling, er udtryk for menneskelige kunst.
Med denne billedfortælling kan dansklærerens faglige ambitioner og fodboldelskerens drømmerier mødes på midten.
Bogen kan varmt anbefales til mellemtrin og udskoling. Det danskfaglige udbytte vil være forskelligt alt efter klassetrin på grund af bogens mange lag, og den egner sig derfor også til undervisningsdifferentiering.
Der findes gratis materiale til download på https://dansk.gyldendal.dk/til-laereren/litteraturguides/verdensklasse
