Dennis er en rigtig fodbolddreng. Han er den bedste på fodboldholdet, og nærmest alt i hans liv centrerer sig rundt om sporten.
Det hele ændrer sig dog, da Salma flytter ind i hans opgang og starter i hans klasse. Og hun starter faktisk ikke bare i klassen, hun starter også på fodboldholdet. Det viser sig hurtigt, at Salma er virkelig dygtig til fodbold, måske endda dygtigere end Dennis. Men hvorfor er det, Salma fylder så meget i Dennis’ hoved? Er det kun på grund af det med fodbolden, eller er han måske (meget imod sin vilje) begyndt at nære følelser for hende?
Det er svært for Dennis at tackle, og han kommer måske nok også til at handle på nogle ret uhensigtsmæssige måder (som man jo ofte gør, når følelserne fylder det hele). Men måske kan det godt lykkes at håndtere at en pige, man er vild med, faktisk er bedre end én selv til fodbold.
Nerver på er en velskrevet historie om at være dreng i starten af teenageårene – lige der, hvor de spirende forelskelser tager deres begyndelse, men hvor man ikke helt selv er med på, hvad det er der sker i både hovedet og kroppen. Historien tager fat om emnet på en god og relaterbar måde og i et velskrevet sprog. Samtidig er det også en rigtig fin fodboldhistorie, som alle fodboldnørder vil kunne spejle sig i.
Derudover er forsiden virkelig fin og meget fængende med den gule fodbold og benet med fodboldstøvlen – dét og så det faktum at bogen ikke er alt for lang, vil helt sikkert tiltrække mange unge læsere.














