Søren har venner, der hedder Poul og Flemming. Så ved man, at Søren nok er en dreng i “gamle dage”.
Søren er elleve år, og hans barndom i Sønderslev er sådan en 1970’er barndom uden smartphones og sociale medier. Det er en barndom, hvor de voksne ikke holder meget øje med børnene. Søren og hans venner får lov at lege i fred og ro.
Cecilie Eken er forfatteren, og hun skriver sådan:
“Historien om Søren foregår i gamle dage. Altså ikke i de rigtig. rigtig gamle dage, hvor folk sejlede i vikingeskibe og kæmpede med sværd og den slags., og heller ikke i de rigtig gamle dage, hvor folk gik med høj hat og kyse og kørte i hestevogn. Den foregår i i de lidt gamle dage, hvor børnene ikke sad spændt fast med sikkerhedsbælte i bilerne, og de voksne røg cigaretter op i hovedet på dem både morgen og aften og i øvrigt regnede med, at børn godt kunne finde ud af at lege selv, og ellers var det godt at kede sig. Sådan cirka dengang de, der er gamle i dag, var små piger og drenge.”
Så er hele konteksten præsenteret, og de gamle dage var de gode gamle dage, når der fortælles om Søren. Han skyder med luftgevær, kører på cykel, finder danefæ og roder sig ofte ud i vanskeligheder. Det er fortalt i en række afsluttede kapitler, lige præcis så man kan læse op til godnathistorie eller “madpakkelæsning” i skolen.
Det er Peter Heydenreich, der har illustreret. Hans illustrationer passer virkelig godt til Cecilie Ekens Søren. Illustrationerne viser en handlekraftig dreng med markant hår og høj aktivitet. Fortællingerne er helt uden morale. Der fortælles tilbagelænet og i en mundtlig fortællestil, og som altid er Cecilie Ekens sprog en fornøjelse.
