Heste har altid haft en fremtrædende plads i børnelitteraturen: Silas’ sorte hoppe, Pippis hvide hest med sorte prikker, Black Beauty og My Little Pony blandt mange. Men i Pony Pony er hestene af en lidt anden støbning. Det er heste til alle os, der aldrig helt har forstået hesteuniverset og afskyr lugten af hestepære, men er til falds for et rigtig godt grin.
Pony Pony – Vær nuttet eller dø! er en tegneserie om de tre forsmåede ponyer Zorro, Sally og Cleo, der bor på rideskolen Bukkerupgård, og som har et helt andet syn på sig selv end omgivelserne har. De er så langt nede i ponyhierarkiet, at de er uden for ponykategori. Af samme årsag er Zorro (igen) blevet vraget af sin ridepige Emma til fordel for en hest med længere ben. Og selvom den opfatter sig selv som populær, nuttet og romantisk, opfører den sig som en dramaqueen. De to venner, Sally og Cleo, beslutter sig for at hjælpe Zorro med at vinde Emma tilbage ved at give den en makeover. I virkeligheden har Cleo den luskede bagtanke, at hun vil kåres som ÅRETS HEST ved at agere som en god og selvopofrende ven – forudsat planen holder.
Fortællingen har fat i satiren – hestesatiren – for der bliver i høj grad pillet ved den klassiske romantiske kliché om majestætiske heste og forholdet mellem hest og rytter. Fx når Cleo taler om, at civiliserede ponyer spiser af krybben, mens Sally roder rundt i gammelt hø med madrester. Eller når ridepigen Emma proklamerer, at hun kommer til at savne Zorro, for kort efter at løbe efter hesten Pikant og trygle om at få lov til at hjælpe med at strigle den.
Ponyerne tillægges menneskelige træk, som storhedsvanvid og forfængelighed, og derfor spiddes vores (læs: hestepigernes) opfattelse af heste. Humoren opstår i kløften mellem Cleos enorme selvforståelse af at være spændstig, energisk og med et muskuløst bagparti, mens ridelæreren konstaterer, at Cleo japper, og beder Emma om at få hende op i omdrejninger. Det er ret komisk! Mon ikke også rigtige hestepiger kommer til at grine, når de ser sig selv og deres elskede dyr udefra?
Billedsiden er med til at understrege satiren og komikken. Illustrator Thomas Hjorthaab (Møgmis og Der var engang et eventyr) kan bare noget med komiske ekspressive udtryk, og de kulørte og dynamiske billeder formidler ponyernes ekstase og depression med stor indlevelse. Forholdet mellem billeder og tekst veksler mellem det komplementære og det supplerende. Læseren mødes af hestesatiren allerede på flapteksten, når bogen åbnes. Her er billeder og tekst, der skelner mellem Bukkerupgårds prægtige ponyer (– hvis man spørger dem selv) og Bukkerupgårds undermålere (– hvis man spørger andre). Det er sjovt, allerede inden man går i gang med at læse.
Forfatter Pernille Bønløkke Toustrup (Femlingerne og Holly) er selv hestepige, men skriver om denne verden med en ironisk distance. Hun skriver film og tv-serier for børn og unge og har sans for at inddrage deres virkelighed. Fx møder vi mediet KlikKlok, hvor hestevideoer går viralt, der tages selfies med ponyerne, og den hjerteknuste Zorro udgiver podcast for sønderrevne hjerter. Alt sammen påfaldende identisk med den influencer-verden, vi kender fra virkeligheden.
Toeren er allerede på vej, og det kan kun gå for langsomt!
Tegneserien anbefales fra 7-12 år, men voksne på 50+ kommer også til at grine (har jeg hørt).
Der ligger opgaver på tallulah.dk til download, hvor elever bl.a. kan udfylde taleboblerne i et uddrag med replikker, de selv finder på. De kan også præsentere sig selv i vennebogsstil, ligesom Zorro bliver præsenteret i den bagerste flaptekst, og være kreative ift. modsætningsparrene ‘Nuttet vs. Badboy’. Tegneserien anbefales til fælleslæsning i 4-7. klasse, hvor et fokus på samspil mellem tekst og billede samt en undersøgelse af humoren vil være oplagt.
