“Men Viola, siger mor. Hun sætter sig tungt ved siden af Viola. Det er sådan, det er. En uge her, en uge hos far. Vi skal bare lige vænne os til det. Alle sammen.”
Men jeg vil ikke, siger Viola.”
Det er ikke nemt at være Viola, når mor og far lige er blevet skilt, og nu skal hun tilbringe en uge hos mor efterfulgt af en uge hos far. Far er flyttet til en lejlighed, hvor der lugter af maling. Der er tomt, og det runger, når man siger noget. Viola er meget betænkelig i forhold til at skulle tilbringe en hel uge hos far. Hendes mor arbejder i en køkken, hvor det ofte er Violas opgave at smage tomatsovsen til, så hun er også bekymret for, hvordan det nu vil gå med den tomatsovs, når hun nu ikke er der.
Forsidens illustration viser fint, det dilemma, som Viola sidder midt i. Her ser man Viola sidde inde i sit nye skab, mens mor (og tomatsovsen) står til venstre, og far og et spil Uno står til højre. Hun kan ikke begge dele på én gang.
Trine Bundsgaard er forfatteren og i et godt samarbejde med tegneren Rasmus Meisler får hun sat ord og billeder på et lille skilsmissebarns bekymringer. Det meste af bogen er “illustreret tekst”, men ind i mellem kommer et par sider med tegneserier og talebobler. Det giver en fin afveksling, og Rasmus Meisler har illustreret med fin sans for Violas særlige frisure og fars noget lemfældige påklædning. Viola er bedste ven med Pablo, hvis mor Karen også arbejder i Violas mors køkken, der hedder Klapstol. Pablo og Viola er gode venner, men heldigvis får Viola også en ny ven, Iris, der bor i samme opgang som far.
Bogen introduceres med billeder af disse seks: Viola, mor Mona, far Ravn, Pablo, Pablos mor Karen og så Iris.
Det er en bog, der fortæller om et liv som skilsmissebarn. Det er ikke nemt at være skilsmissebarn, men forældrene i Viola vil ikke er heldigvis voksne og kan tage samtalen om det, der er bedst for Viola. Den slags bøger er der også brug for.
P.S. Bag i bogen er der opskriften på de pandekager, som Pablo og Viola bager undervejs.
