I anden bog i serien om Cilla, Agger, Cuba og Havana, som tilsammen danner detektivgruppen De berygtede, får børnene en pakke tilsendt fra deres lidt mystiske morfar. Cilla og Agger er endnu en gang på ferie hos deres mormor, og tingene i pakken sender dem på en ekspedition ud til området Sortemosen i nærheden af mormors gård. Her er der måske engang blevet gemt en skat, og da børnene sammen med deres fætter og kusine opdager natlig aktivitet derude, bliver det hele endnu mere mystisk.
Endnu en gang er det bare en fuldstændig fantastisk bog fra Sara Blædels hånd. Der er både spænding og hæsblæsende action, og samtidig emmer bogen af den der skønne sommerferiestemning, man som barn kan være i, når man er på ferie på landet.
Som med første bog i serien er det tydeligt, at Sara Blædel er vant til at skrive bøger. Både fordi hun, via sin vante gænge i krimigenren for voksen, er god til at skrue et plot sammen, men også fordi hun er god til at skrive en troværdig dialog. Det gjorde hun rigtig godt i første del af serien, og bestemt også i denne bog.
Bogen egner sig både til selvlæsning, men bestemt også til højtlæsning. Sproget er flydende, historien og personerne er troværdigt beskrevet, og bogen vil ubetinget begejstre læsere af detektivromaner, som gerne vil have noget nyt a la De fem-bøgerne af Enid Blyton.
Bogen er, lige som første bog i serien, illustreret undervejs med flotte helsides farveillustrationer af Emilia Rubæk, som fx kendes fra sine fine illustrationer til serien om fodboldpigen Nanna af Katrine Juel, den letlæste fantasyserie Grum & Kat af René Toft og ikke mindst Sophie Souids skønne billedbogsserie Sol over indre by. Hendes streg er helt formidabel, og sammen med de skønne, kraftige farver emmer hendes illustrationer af god gedigen børnebogshygge hele vejen igennem.














