I skoven bor et pindsvin. Han hedder Norman. Norman har en ven. Hun hedder Ingeborg og er et træ. De to er bedste venner, men som det kan ske med venskaber, kommer der noget imellem dem. Pludselig vokser et andet træ op af jorden tæt på Ingeborg, og de to træer bliver lidt for glade for hinanden, synes Norman. Han må gøre noget.
I nattens mulm og mørke graver han det nye træ op og planter det meget langt væk på en øde ø. Så er problemet løst. Eller er det? For kan man løse problemer for sig selv, hvis løsningen sårer andre? Meget retorisk og delvist etisk spørgsmål her til slut i resuméet.
Det er ingen ringere end Ryan T. Higgins, der har skrevet bogen, Norman er uskyldig! (Nej, han er ej). Higgins er kendt for bøgerne om den gnavne bjørn, Boris, der bare gerne vil være i fred, men hans omverden vil typisk noget andet. Boris er en brokkerøv, man kun kan elske, og samme humor finder vi i bøgerne om Norman.
Norman er ikke et lille hyggepindsvin, der lever et sorgløst liv i den grønne skov. Han har temperament, og hans problemløsning er ikke lige efter bogen. Heldigvis har han pindsvinehjertet på rette sted og kan, som det gode væsen, han er, indse, at han har begået en fejl, og at der må ryddes retmæssigt op. Man kan hverken feje problemer ind under gulvtæppet eller grave dem op og løbe væk med dem. Så rammer man bunden, og det gør Norman også.
Det er naturligvis oplagt at tage en snak med børnelæseren eller lytteren om de valg, Norman træffer, men lad nu også barnet reflektere selv. Mange vil kunne genkende sig selv i Norman, og igen har Ryan T. Higgins skabt en figur, der kryber direkte ind under huden på læsere i stort set alle aldre. Ganske enkelt fordi både Boris og Norman er indbegrebet af gode fabelkarakterer. Vi kan grine af dem, fordi de ligner os. Ingen er fuldkommen. Ej heller bjørne og pindsvin.
Vi har ikke hørt det sidste til Norman, og det skal man bare glæde sig rigtig meget over.
