Alle synes, at kattekillinger er nuttede, og kan man forestille sig noget ondere end at myrde dem? Kattekillingemorderen lover os allerede ved titlen, at der er noget helt skørt og ondt på færde i denne bog, og lige de forventninger, kan vi stole på.
Ella flytter til Væmslev sammen med far, som hun bor alene med. En lille prolog fortæller os på forhånd, at Væmslev er en by i Danmark, som ingen taler om. I dag er den helt øde, skjult og omgivet af træer for at holde ondskaben uden. Enkelte historier slipper dog ud, og historien om Ella er en af dem.
Ellas far har købt et faldefærdigt hus i Væmslev for at komme tæt på sit nye arbejde. Ella er utilfreds med at skifte skole, men hun får hurtigt nye venner i skolen. Glæden ved de nye relationer er ganske kort, da det viser sig, at Ella og far er flyttet ind i det hus, hvor kattekillingemorderen boede. Kattekillingemorderen stjal kattekillinger for at flå pelsen af dem og lave huer og vanter, som han kunne sælge på loppemarkedet til sommerfesten. Ella vil gøre alt for at beholde de nye venner, som helt tydeligt trækker sig, fordi de er bange for huset, så hun inviterer dem med hjem.
… der er noget helt skørt og ondt på færde i denne bog
Nu bliver handlingen helt syret, for uanset hvad Ella gør, så bidrager hun kun til, at alt bliver værre. Det viser sig, at en hel kurv fyldt med kattekillinger er gemt i væggen i huset, og for at få politiet til at komme sætter Ella i afmagt og desperation ild til sit eget hjem. Slutningen af Kattekillingemorderen er næsten det mærkeligste og det ondeste i bogen. Ella brænder huset af, den mistænkte var den forkerte, og den rigtige morder stikker afsted med alle killinger.
”Jeg tænker på den gamle dame. På hendes smil og på det mærkelige halstørklæde hun havde på. Orange som Yrsas kar. Jeg tænker på Bongo, der var inde i huset, den morgen da far gav mig nissengaven. Og så tænker jeg på, at vi lige har foræret hende alle kattekillingerne.”
Ovenstående citat er bogens sidste ord, så jeg kastede mig over de andre i serien, for den kunne jo ikke ende så forfærdeligt, men alle bøgerne i Fortællinger fra Væmslev er selvstændige værker og kan læses uafhængigt af hinanden.
Men dette miskmask er også det, der holder os fast i læsningen, og som forvirrer os med at være ondt, skørt og i sidste ende sjovt.
Casper Grundtvig er ligeglad med Aristoles blik på fortællingen med en start, midte og slutning. Det kan i hvert fald være svært at argumentere for de forskellige faser. Han blæser også fuldstændigt på, at mange siger, at litteratur henvendt til børn skal slutte med håb. Berettermodellen er ligeledes svær at lægge ovenpå handlingen. Men dette miskmask er også det, der holder os fast i læsningen, og som forvirrer os med at være ondt, skørt og i sidste ende sjovt. Eller måske er det bare tragikomisk.
Kattekillingemorderen er en del af Alineas Læseklub-serie. Den er på trods af de litterære overraskelser let at læse med lix 18, og man kan kun glæde sig til at sluge de øvrige i serien.
Illustrator Tina Burholt har suppleret fortællingen med enkelte helsides illustrationer i tegneserieformatet og sort-hvide. Disse bidrager til en dejlig lethed, der spiller ind i bogens underholdningsværdi.
Kattekillingemorderen og de øvrige i serien er skønne letlæsningsbøger, der vil være gode at have stående på skole- eller folkebiblioteket, når børnene skal lokkes til at læse. Læs dem selv først og tag den med i en booktalk. Det kan kun blive en succes.
