Fem gode billedfortællinger fra 2024

Forsideillustration fra “Lulu Lukøje (3) – Café Nemo” af Adam O, Høst & Søn 2024
Illustration © 2024 Adam og Høst & Søn
janus-neumann.webp

Hvert år afholder Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark et årligt statusseminar. Her ser vi bl.a. tilbage på nogle af de væsentligste udgivelser i året, der er gået. Her præsenterer Janus Neumann, som holdt oplæg om billedfortællinger, fem særligt udvalgte titler fra 2024. I bunden af indlægget kan du downloade hans slides fra oplægget – der finder du endnu flere gode bøger!

Josef Tags store rejse

af pavel Čech
PÅ dANSK VED PETER BUGGE

vild maskine

En bog, der nok må betegnes som en af de smukkeste udgivelser i 2024.

Tjekkiske Pavel Čhec leverer en ren magtdemonstration i billedlitteratur, hvor det grafiske udtryk understøtter den dybsindige dannelsesfortælling om drengen Josef, der i hverdagen må gruelig meget igennem, inden han møder den mystiske pige Elsevira, der begynder i hans klasse.

Inden Josef får set sig om, er han hvirvlet ind i en fantastisk rejse, der skal forandre hans person og hans selvopfattelse.

Hvis man faldt for stilen i Pavel Čhecs A, vil man opleve en lignede stil i Josef Tags store rejse. Dog er der tale om to meget forskellige bøger, og har man ikke læst Pavel Čhec før, er mødet med Josef, Elsevira og den fantastiske sørøverroman om kaptajn Fragorami et godt sted at starte. Bare man er indstillet på, at man ikke kan lægge bogen fra sig, når først dannelsesrejsen er begyndt og Čhecs illustrationer åbner op for magien.

Gakkelaksen og de 10.000 stjerner

af per bloch og anna jacobina jacobsen (ILL.)

dansklærerforeningens forlag

Mange tusinde børn i Danmark vokser op med et eller flere familiemedlemmer, der lider af psykiske lidelser. Udover at det i mange familier stadig er et tabubelagt område, vanskeliggøres diagnoserne også af, at psykiske sygdomme ofte ikke kan ses udefra, men dog tydeligt kan mærkes af de pårørende.

Forfatter Per Bloch har sammen illustrator Anna Jacobina Jacobsen skabt en fortælling baseret på forfatterens egne erfaringer med psykiske lidelser i den nærmeste omgangskreds, og i bogen møder vi et barn, hvis mor arbejder på en pillefabrik, hvor de laver 10.000 piller om dagen. Men nu er mor blevet syg og må selv spise sine egne piller, men det bliver hun ikke sådan lige rask af.

Per Blochs følelsesladede fortælling sat sammen med Anna Jacobina Jacobsens sans for motiver og perspektiver skaber en sammensat billedfortælling med et skarpt supplerende forhold mellem tekst og billeder. En bog om de ting i livet, der kan være svære at tale om, men hvor der stadig findes udveje.

Klæbemonstre III

af john kenn mortensen

FAHRENHEIT

Vi kender John Kenn Mortensen fra hans talrige illustrationer både til egne og andres værker. Vi har mødt dem i bøger af Benni Bødker, Jesper Wung Sung og Kenneth Bøgh Andersen, og så sandelig også i de af John Kenn Mortensens egne bøger, hvor hans udprægede sans for horror og hans store passion for den mørke undergrundsmusik bluser op som helvedesild i fuld lue.

I Klæbemonstre III stifter vi atter bekendtskab med en række selvstændige illustrationer med forskellige monstre. Nogle gange alene, men ofte i selskab med børn, der på en eller måde må forholde sig til, at der enten er et monster i deres sofa, eller at der tilfældigvis står fem halvskumle nisser rundt om deres seng.

Hvad monstrene vil, og hvor de kommer fra, er ikke til at sige, og John Kenn Mortensen har ikke umiddelbart nogen ide om det. De lever deres eget liv, og hvad der videre sker, er helt og holdent op til læserens fantasi.

Ild

af IBEN MONDRUP
ILLUSTRERET AF KRISTIAN ESKILD JENSEN

POLITIKENS FORLAG

I denne fantastiske vildmarksfortælling møder drengen Ravn en stum pige, der en dag sidder uden for hans hus. Ravn opdager hurtigt, at pigen ikke er som andre, og de to børn må snart drage afsted for at finde ud af, hvor pigen kommer fra.

Iben Mondrups fortælling har et for den nuværende tendens i børnelitteraturen ret langsomt fortællertempo, hvilket gør den egnet til oplæsning. Bogens fantastiske element ligger under overfladen, og det magiske dukker kun sporadisk op gennem pigens overnaturlige evner, der blandt andet indebærer, at hun ikke kan tåle varme, men til gengæld aldrig fryser i den polarkulde, der omgiver børnene på deres rejse.

Illustrationerne er trygt lagt i hænderne på Kristian Eskild Jensen, der endnu engang viser sig som en af dansk børnelitteraturs stærkeste illustratorer med en ekspressiv levende streg, som egner sig perfekt til fortællingens nordiske mørke og de stærke følelser af fortvivlelse, glæde, varme, vrede og længsel, der kendetegner bogen. Oplagt til oplæsning og frilæsning på mellemtrinet.

Forsiden til Lulu Lukøje (3) – Cafe Nemo

Lulu Lukøje (3) – Café Nemo

af Adam O

Høst & søn

Om dette er den sidste bog om Lulu Lukøje, kaninen Tier og den utrolige Drømmebus, må tiden vise.

I denne bog finder vi ud af, hvorfor Drømmebussen i første omgang blev efterladt på overdrevet uden for Lulus hjemby, og hvorfor den fik lov at stå så længe, før det lykkede lige præcis Lulu at starte den i seriens første bog Rejsen fra Drømmeløse.

Adam O har med serien om Lulu skabt sit helt eget univers, der ikke umiddelbart minder om ret meget andet i dansk børnelitteratur. Jeg har i en tidligere anmeldelse sammenlignet bøgerne med Bjarne Reuter, og det er en kæmpe cadeau til Lulu-bøgerne. Men de er deres egne, og de er fremragende til oplæsning og frilæsning for indskoling og mellemtrin. Jeg har mødt flere elever, der fandt det svært at finde bøger til frilæsning, men blev optaget af Lulu-serien. Måske fordi de rummer en originalitet og et univers, der virker nyt og spændende for de fleste.

Nyt på IBBY BLOGGEN
Hæder og priser

Kathrine Assels og Cecilie Eken nomineres til Outstanding Books for Young People with Disabilities 2027

Af Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark
Design uden navn (1)
Hæder og priser

Hanne Dagmar Raaberg og Jakob Martin Strid nomineres til IBBY Honour List 2026

Af Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark
Nyt fra IBBY Danmark

Mindeord om Torben Weinreich

Af Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark
Nyt fra IBBY Danmark

Her er de nominerede til Klods Hans-prisen 2025

Af Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark
Nye BOGANMELDELSER
cover-24591
cover-24591

Bogbotten anmelder

Frøken Tudse siger op

9788702462333
9788702462333

Bogbotten anmelder

Skal vi være venner?

9788785486004
9788785486004

Bogbotten anmelder

Der var engang et eventyr

9788785406514
9788785406514

Bogbotten anmelder

Pigen med glimmer på og den store løgn

Nye BØGER