Forfatter Sophie Souid er kendt for bl.a. serien Møgmis (med Thomas Hjorthaab), billedbogsserien Sol over indre by og serien To på ti (med Thomas Brunstrøm). Her inviterer hun os med ind i sit arbejdsværelse.
Jeg bor i en stor, gammel herskabslejlighed, hvor jeg har indrettet det gamle pigekammer til arbejdsværelse. Det virkede umiddelbart perfekt, men det er faktisk det eneste sted, jeg ikke kan skrive. Så jeg er rykket ind i min spisestue, hvor kreativiteten flyder bedst. Måske er det de store vinduer og udsigten til Frederiksberg Allé, der gør det. Og at der er dejligt højt til loftet på alle måder.
Jeg skriver bedst, når det er mørkt, og redigerer skarpest, når det er lyst. Det er ret upraktisk. Men når det er sent, og byen sover, åbnes et rum, der er helt magisk at skrive i.
Jeg har også en særlig kærlighed til lufthavne. I hvert fald når jeg roder rundt i idefasen. Alle de mennesker på vej fra A til B med hver sin historie i rullekufferten giver en vild energi, som jeg kunne være i dagen lang. Det er bare at plukke historierne, der myldrer gennem terminalen.
Min arbejdsproces er en legeplads. Jeg har det bedst uden rammer, hvor ideerne og inspirationen kan løbe om kap, mens jeg forsøger at få ordene skrevet hurtigt nok ned til at følge med mine tanker, der er flere scener foran. At komme i flow, så fortællingen skriver sig selv, og jeg glemmer hvilken dag, det er, og ikke har lyst til at stoppe, gør hele sliddet værd. Der er få ting, der stikker følelsen af at mærke sin historie og høre karaktererne tale sammen. Jeg elsker mit arbejde. Tænk, at kunne leve af sin fantasi – og af at være barnlig.
Det komiske opstod som en tilfældighed
Jeg har aldrig set mig selv som sjov-sjov. Så det kom noget bag på mig, da min debutbog, Død over Tandfeen, der er første bind i serien Alf & Bjørn redder verden, blev antaget hos Gyldendal, fordi de syntes, den var så sjov. Jeg havde skrevet bogen som en benhård thriller – troede jeg. Men det var, som om noget klikkede på plads. Humoren er siden blevet en tryg følgesvend, som jeg har svært ved at give slip på.
En tekst bliver sjældent rigtig sjov, hvis man prøver for hårdt. Den bliver hurtigt forceret og kunstig. Så præmissen er faktisk aldrig, at det skal være en sjov bog, når jeg skriver. Humoren bliver som regel en tone, som helt naturligt indfinder sig i fortællingen, når ordene lander. Mange af mine karakterer mangler selverkendelse og går derfor rundt og snubler over deres egoer og bliver på den måde ufrivilligt komiske. Det, synes jeg, er sjovt. Og børn, der bander.
Jeg har dog altid noget på hjerte og en mening med galskaben – selv når jeg skaber en Møgmis, der forsøger at slå sin ejer ihjel. Det er jo i virkeligheden en kærlighedshistorie mellem et kæledyr og dets ejer. Kærlighed går igen i de fleste af mine værker – hånd i hånd med humoren.
Møgmis har fået en forrygende start, så jeg er i fuld gang med bind to og tre, der skal udkomme senere i år. Jeg har også en spionkrimiserie in the making, hvor jeg faktisk vil prøve at skrue ned for humoren – med streg under prøve.
