“Vidste du, at hvis man lukker det ene øje og dækker for det med to fingre, så får man trylleblik?”
Med det forlagsnavn, Gutkind, burde det være en selvfølge at udgive GUTe KINDerbücher, og med Ane Bjørns stærke billedfortælling Trylleblik er kursen sat mod væsentlig og god børnelitteratur fra den kant.
Illustrator og forfatter Ane Bjørn har tidligere udgivet væsentlige billedbøger, som debuten Da natten blev væk i 2015, Omvendt sne og Bjørnebarn, som har det tilfælles, at de handler om alt det i tilværelsen, ord ikke helt kan indfange, men som billeder måske lettere kan give udtryk: fantasi, frygt, sorg, glæde, vrede og alle de andre store følelser. Billedfortællinger der, som Trylleblik, inviterer læseren til nænsom filosofisk undren over tilværelsens store spørgsmål på flere plan.
Det er netop, hvad der sker med den sanselige og uafrystelige billedfortælling, Trylleblik.
Trylleblikket er, i følge bedstemoren i fortællingen, det der sker, hvis man lukker det ene øje og dækker for det med to fingre. Dét har den navnløse pige i allerhøjeste grad brug for under hendes og familiens farefulde flugt over havet fra krig og ødelæggelse.
Trylleblik fortælles i to spor. Fortællingen om familiens farefulde flugt mod et nyt liv et fredeligt sted fortælles udelukkende i bogens billeder.
Ordene, og synsvinklen, ligger derimod hos pigen og gengiver hendes oplevelse af og syn på verden omkring sig. Ord, der trods al den grusomhed familien møder er fulde af farver og magi, lys og håb.
Trylleblik er således en eviggyldig og barsk historie om det at flygte, men samtidig også en håbefuld historie om et barns fantastiske evne til at blive ved med at tro på det gode og smukke i verden.
Pigen har et ganske særligt forhold til bedstemoren, som har lært hende, at man på trods af alt det onde og hæslige kan se livets smukke farverige sider. Ane Bjørn bruger netop farver og farvelægningen i hendes ellers grå stemningsbærende blyantsstregtegninger af ruiner, ødelæggelse og flugten over land og til søs som bådflygtninge til at understrege dette. I et opslag, der sender mindelser til Edward Munchs billedverden, ligger bedstemoren syg og elendig, og hun forsvinder herefter ud af fortællingen. Trylleblikket har hun dog nået at give videre til pigen. Flugten fortsætter, og i en interneringslejr omgivet af hegn hjælper pigen lillebroren: ”Men når lillebror ked af det, viser jeg ham, hvordan han kan se skønhed, lys og håb.”
Fortællingen slutter med en smukt farvelagt detalje. I sidste opslag ser man pigen som ældre og bedstemoren genforenet i et drømmesyn på en café i et fredeligt gadebillede. Mon familien er nået frem?
Trylleblik anbefales på det allervarmeste som æstetisk værk i sig selv og til formidling af flygtningeproblematikken i indskolingen. Her vil billedbogen kunne danne baggrund for en æstetisk dialog mellem børn og voksne om, hvordan Trylleblik kan forstås og perspektiveres til den virkelige verdens børn, der flygter fra krig og anden ulykke. Godt nok er fortællingen umådelig barsk, men den er samtidig fyldt med lys og luft, håb og barnets tro på det gode og smukke i verden.
Billedbogen Trylleblik om pigen på flugt fortjener stor udbredelse og kan med stort udbytte også læses af ældre børn, unge og deres voksne. Hvad der adskiller Trylleblik fra andre flugthistorier for børn, som Morten Dürr og Lars Hornemanns Zenobia, er at denne billedbog uden videre kan formidles til de mindre børn i indskolingen.
