“Det har konsekvenser, når man bryder reglerne. Det vidste han sgu dag godt. Man kan ikke bare lade som ingenting. Man kan ikke bare melde sig ud. På et tidspunkt må man vise, hvem man i virkeligheden er. Og der kommer en straf. Der kommer altid en straf.”
Jonas Kleinschmidt har skrevet og Simon Bukhave har illustreret Spillets regler, der er en del af serien “Carlsens illustrerede romaner”. Det er ungdomsromaner, der i tekst og billeder fortæller om unge, der er på vej til at finde sig selv.
Her er det Ask, en dreng på tretten, der får en ny ven, Ruben, der netop er flyttet ind på vejen. Ask og Ruben bliver venner, de spiller basket, og de tegner. Ask er imponeret over Rubens evne til at koncentrere sig, og særligt er han imponeret over, at Ruben kan tegne så helt ubesværet. Der sker noget, der ændrer på venskabet, og Ask bliver meget overrasket, da det viser sig, at Ruben skal begynde i hans klasse. Ask har venner her, det er de seje drenge, og så kommer bløde Ruben, der tilmed har fået masser af filipenser og akne og alt for store arme og ben. Ask må vælge mellem Sander, Isak og gutterne – eller at være ven med Ruben. Ask vælger den nemme løsning.
Så skal klassen til Bornholm:
“Vores dansklærer Gitte og vores matematiklærer Lars var med. Lars og Gitte. Der var noget latterligt over de to navne. Det lød så ufarligt. Så uskadeligt. For os var de ikke rigtige mennesker. Altså vi vidste jo godt at de havde et liv uden for skolen.”
Gennem hele romanen er der fokus på drengenes venskab og deres positionering i klassen. Ask ved, at man må spille efter reglerne, man må være med de seje, ellers bliver man mobbet. Den regel har Ruben ikke, men han synes helt ligeglad med hierarkiet i klassen.
Kleinschmidt kan skrive et helt realistisk og troværdigt klassebillede frem. Og Simon Bukhaves stregtegninger følger godt med. Man ser drengeansigterne klart i hans streg.
Det er en roman, der har drengene i fokus. Pigerne går blot forbi. Drengenes verden er en særlig verden, som Ask heller ikke selv forstår.
Det er en roman, man kan diskutere i overbygningens litteraturundervisning. Det er ikke en sort-hvid-persontegning. Det er komplekse personer, der alle har noget, der er svært for dem i livet.
