”Poc og jeg kan godt lide at sidde på den gamle træstub og kigge på fuglene, der flyver forbi i fuld fart. Og når vi bliver trætte af det, går vi ad stien til den gamle eng for at lytte til vores yndlingsfugl, solsorten. Men en dag var den der ikke”.
En dag finder egernet og Poc (egernets bedste bedsteven fra den forrige, fjerde bog i serien) deres elskede solsort død på jorden. At den er død, tager dem dog en del tid at forstå. Forgængelighed er dem ikke et velkendt koncept, og vi forstår, at dette er deres første møde med døden.
Sammen med tredjevennen, musen Günther, har de mange bud på, hvad solsorten laver, og hvordan de skal få den på vingerne igen. Til sidst går den bedrøvelige realitet op for dem. Og hvad gør man egentlig, når én, man holder af, ligger der og er død? De har jo ikke prøvet det før.
De tre venner begraver solsorten i en stor bunke af de smukkeste efterårsblade, de kan finde, musen læser et digt højt, og så går de en tur langs floden og mindes solsorten. De vælger at opkalde engen efter solsorten for aldrig at glemme den. En fin gestus. Samtidig erfarer de dog, at livet går videre:
”I morges gik Poc og jeg ned til solsortengen. Den var lige så gul som altid, og en anden fugl sad og sang”
Med Sover den? serverer franske Olivier Tallec atter engang store, eksistentielle spørgsmål nede fra den tætte skovbund. Bogen er målrettet små og unge læsere, og igennem egernet og dens venner får de lov til at reflektere over livets kompleksitet.
Mange børn stifter bekendtskab med døden igennem netop dyr; enten kæledyr eller vilde dyr, som de – ligesom solsorten her – finder liggende i skovbunden. Og selvom der i sagens kerne er stor forskel på en hamster og en bedsteforælder, er førstegangsfølelserne lige så reelle og uprøvede. Og selvom døden kan være et tungt emne, behøver det ikke at være svært at tale med børn om. De er nysgerrige, videbegærlige og åbne for at høre og tale om alt mellem himmel og jord, også de helt små børn, også om døden.
Og her er Sover den? rigtig fin, for den rejser en masse interessante spørgsmål, ikke kun konkret omkring det at dø, men også i forhold til, hvordan de, der står tilbage, igennem kultur, traditioner og ritualer kan bearbejde sorg og mindes og ære de afdøde. Mange børn har prøvet at begrave fx en undulat i en æske et særligt sted i baghaven, hvilket siger noget om behovet for en respektfuld sidste handling og en ordentlig afsked. Som Peter Plys sagde: ”Hvor heldig er jeg, at jeg har noget, der gør det så svært at sige farvel.”
Og hvad med eftertiden? I nærværende bog kommer en ny solsort til engen og overtager den tidligere solsorts faste plads. Sådan er livet. Det kan både være bedrøveligt og fortrøstningsfuldt på én og samme tid.
Billederne oser af efterår, der som bekendt både kan være mørkt, koldt, vådt og tungsindigt.
Denne tvetydighed har Olivier Tallec formået at fange i sine illustrationer. Billederne oser af efterår, der som bekendt både kan være mørkt, koldt, vådt og tungsindigt. Men på de efterårsdage, hvor solen får lov at lyse ned og tvinge farverne frem i naturen, og de røde, gule og brune nuancer forstærkes, dér kan man have en følelse af, at der ikke findes noget smukkere. Bogen omfavner begge stemninger.
Dertil er det en meget taktil streg, Tallec har ført. Man skal ikke have næsetippen synderligt tæt på bogens sider, før alle blyants- og fedtfarvestregerne samt penselstrøgene åbenbarer sig for en, og det giver en dejlig jordnær følelse. Og så har han givet dyrene en herlig mimik med stor humor. De har et naivt og overrasket udtryk malet i ansigtet igennem hele bogen, som om alt er nyt og uventet for dem, hvilket det sådan set også er.
”Man bliver åbenbart kold, når man dør, men så længe man er i live, så er man varm. Den dér er lunken.”
Hvis man som formidler eller forælder har sine forbehold ved at tage de “svære” emner op, er litteraturen en stor hjælp. Falder talen eller interessen på døden, er Sover den? helt oplagt. Bøger som And, døden og tulipanen af Wolf Erlbruch og Græd blot hjerte… af Glenn Ringtved vil supplere læsningen og de medfølgende samtaler fortrinligt.
