Den prisvindende forfatter Patrick Ness har lavet efterfølgeren til Fortællingen om en ubetydelig øgle. For dem der først nu har hørt om serien, kan det umiddelbart lyde som let underholdning for de mindste, men som sædvanligt er der dybere lag at finde i Ness’ fantastiske universer.
Denne gang bliver varanvennerne Zeke, Daniel, Alicia samt den blinde musvåge Miel udfordret på deres venskab. De bor i den fattigste bydel og indgår i et socialt skoleeksperiment, der skal få arterne til at blande sig mere med hinanden. Daniel bliver populær på grund af en ny lyserød hat, hvilket bliver begyndelsen til revner i den ellers sammentømrede flok. Alicia bliver bedste venner med den nye inklusionselev, fisken Peggy, og Miel må gå i behandling, fordi hans urinstinkt vækkes til live i mødet med fisken. Zeke føler sig glemt af sine venner, og da hans eksistens samtidig trues af forbryderfamilien Pelicanarssos, kommer de sårede følelser måske i vejen for at se klart.
Bogen beskrives som humoristisk, og det er den også, men ikke på den klassiske ha-ha-lårklaskende måde.
“HAR DU HAT PÅ?” spurgte Miel, mens han følte sig frem til det sæde på den anden side af midtergangen, som han altid sad på.
Hans stemme var meget højlydt, selvom han forsøgte at dæmpe sig. Der var ikke så stor variation i en musvåges måde at tale på*”
(*Fodnote: Der var faktisk kun en: meget højt)
Citatet viser en absurd form for situationshumor, hvor en blind musvåge, der rent biologisk “råber”, her dæmper stemmen i en skolebus. Samtidig tilføjes et metafiktivt ironisk lag gennem fortællerkommentarens tørre konstatering: musvåger har kun ét toneleje. Forfatteren har været gavmild med fortællerkommentarerne, og det er med til at give fortællingen et metafiktivt humoristisk lag.
Bogen er gennemillustreret af Tim Miller med komplementære illustrationer med en lidt skæv, barnlig sort streg. Parateksterne afspejler et barnligt univers med farverige tegnede dyr, men den bør ikke afskrives som for barnlig for ældre børn, for bagved ligger muligheden for nogle dybereliggende refleksioner om bl.a. forskellighed, identitet, venskaber og sociale hierarkier.
Patrick Ness er bl.a. kendt for bøgerne Monster (2015) og Og havet var vores himmel (2018), som begge kræver formidling for at forstå de dybere og alvorlige lag og egner sig til udskolingen. Denne gang skriver han til en ny målgruppe, der aldersmæssigt går på mellemtrinnet. Men den egner sig også til højtlæsning, for selvom handlingen om øglevennerne umiddelbart er lige til, kræver fortællingens dybere tematikker formidling for at blive forstået fuldt ud. Sproget er enkelt, men varieret gennem ledsætninger og korte indskudte fortællerkommentarer, der skaber det humoristiske lag.
Bogen anbefales til mellemtrinnet, men rækker med sit danskfaglige potentiale og universelle tematikker sagtens til 7. klassetrin. Den kan bruges differentieret uden at bryde læsefællesskabet omkring en god historie. Det er en fortælling, der viser, at humor ikke bare er for sjov.
