“På mange måder var vi som nat og dag, Thor og jeg, allerede fra vi blev født. Min mor har altid elsket at fortælle, hvordan Thor kom til verden skrigende med hovedet vendt opaf som en såkaldt stjernekigger, mens jeg vendte normalt, men havde navlestrengen viklet to gange rundt om halsen, så jeg var blå i hovedet af iltmangel og derfor ikke sagde en lyd.
Thor var altså allerede fra starten vendt mod universet, hvorimod jeg bare kæmpede for at få luft.”
Vi møder Frej, da han er på vej til kasernen i Høvelte. Han har meldt sig til Livgarden, hvor han skal aftjene sin værnepligt i sit sabbatår. Selv om han er rystende nervøs for, hvordan det skal gå for en splejset fyr som ham, er han også klar til at kaste sig ud i noget nyt. Han skal bare væk fra Viborg, hvor han er ved at gå op i limningen over at bo alene med sin mor.
Sådan har det ikke altid været. Engang bestod familien også af far og Thor. Det var dengang, hvor der stadig var liv i huset, og drengene kunne rotte sig sammen og korse sig, når forældrene opførte sig forældrepinligt.
Alt det er forandret. Thor drog afsted på en dannelsesrejse til Sydamerika, og kom aldrig hjem igen. Nu er familien gået i total opløsning, faren er flyttet til Christiania, hvor han producerer og sælger flettede læderarmbånd. Og moren, der alle dage har været skeptisk over for ‘systemet’, har nu mistet den sidste tro, og kan efterhånden kun tale om Dommedagen.
Tiden på kasernen er ikke nem. Hér møder Frej alle arketyperne af en rekrut: den stræbsomme, det brovtne muskelbundt, den kloge ledertype men også den fuldstændig malplacerede, der er dømt til at blive holdets syndebuk. Frej, der selv gemmer på traumatiske oplevelser i rollen som syndebuk, må gøre op med sig selv, om han skal jokke på syndebukken, for selv at komme længere op i hierarkiet, eller om han skal mande sig op og forsvare i stedet.
Selv om Thor ikke længere er i live, er han et konstant nærvær i Frejs bevidsthed. I takt med at den benhårde militærtræning nedbryder Frejs identitet, vokser følelsen af Thors tilstedeværelse. En lykkeamulet, som Thor har efterladt ham, ligger trygt i lommen og fungerer som et håndgribeligt bindeled mellem de to. Den bliver et symbol på både savnet og den styrke, Frej henter i mindet om sin bror.
Kompositorisk er romanen elegant bundet sammen af to fortællingstråde: Frejs oplevelser på kasernen i nutiden og Thors rejsedagbogsoptegnelser fra to år tidligere. Allerede fra begyndelsen står det klart, at Thors historie ender tragisk. Det afgørende spørgsmål er blot hvordan og hvornår. Netop denne dramatiske ironi er en af romanens store styrker, fordi den skaber en vedvarende spænding og giver læsningen en stærk fremaddrivende kraft.
Kathrine Assels har skrevet en smuk og særdeles vellykket dannelsesroman, der med både sproglig sensibilitet og fortællemæssig sikkerhed udfolder et klassisk motiv om identitetsdannelse. Romanen kredser om menneskets søgen efter retning og tilhørsforhold og skildrer, hvordan vejen mod selvindsigt nødvendigvis går gennem en række prøvelser. Som i eventyrets struktur må hovedpersonen overvinde modstand og gennemleve afgørende erfaringer, før det bliver muligt både at finde hjem og finde sig selv. Derved aktualiserer Katrine Assels dannelsesromanens centrale spørgsmål om, hvordan identitet formes i spændingsfeltet mellem tab, erfaring og erkendelse.
‘Pax’ er oplagt læsning i udskolingen. Med en dreng som hovedperson og et handlingsdrevet plot har romanen et særligt potentiale til at vække læselyst, ikke mindst hos drenge, der ellers kan være svære at engagere. Samtidig rummer den tematiske og kompositoriske lag, som gør den særdeles velegnet til fælles værklæsning i de ældste klasser.
