Thomas Hjorthaab debuterer som romanforfatter med en lidt makaber fortælling om udstoppede dyr. Man ved, at det er vellykket, når uhyggen sniger sig ind på læseren.
Milan holder ofte sommerferie hos sin onkel Anton, der er konservator og lidt af en særling. Her har han udvist talent for at tegne de udstoppede dyr, som onklen konserverer. Han har derfor søgt ind på en tegneskole, men får afslag med begrundelsen, at hans tegninger ikke er livagtige nok. På en cykeltur ind til nærmeste by møder Milan et ubestemmeligt væsen, som han ikke kan slippe i tankerne, og som opsøger ham. Det vækker noget i ham, og langsomt ændres forholdet til onklen samtidig med, at hans tegninger ændrer karakter.
Fortællingen er en underspillet gyser, der bevæger sig mellem realisme og det magiske, det kontrollerede og det ukontrollerede. Tempoet er langsomt, og sproget er så sanseligt og beskrivende, at læseren tydeligt ser den forsømte og nedslidte gård med de mange udstoppede dyr for sig. Faktisk kan man næsten lugte de døde dyr og høre fluerne svirre.
Det er en meget ordrig fortælling og kræver derfor en oplæser eller en koncentreret læser. Der er mange malende beskrivelser, fx af onkel Antons forsømte hjem på gården:
“Milan sukkede og åbnede uden held samtlige skabe i køkkenet for at finde en ren tallerken. Han kiggede længe på bjerget af beskidt opvask, hvor fluerne sværmede i søvnige cirkler.”
Der er også flere eksempler på ‘show, don’t tell’, fx når den uhyggelige stemning iscenesættes:
“Milan sad ret op og ned på den hvide sten og mærkede blæsten trække i hans tøj som børnehænder, der ville vise ham noget, der ikke kunne vente.”
Billedsiden understøtter også både stemningen og hovedpersonens udvikling fra de fine stregtegninger i fortællingens begyndelse til vildere og mere kaotiske tegninger i epilogen. De 11 kapitler samt epilogen indledes med kultegnede vignetter, hvor både tal og bogstaver syner mere og mere utæmmede og uhyggelige, efterhånden som fortællingen skrider fremad. Desuden er der anvendt en kalligrafisk inspireret skrifttype med et typografisk punktum, der på afstand ligner et lille kors, hvilket også understøtter gyset.
Thomas Hjorthaab er uddannet tegneserietegner og kendt som illustrator og den ene halvdel af duoen fra det humoristiske Møgmis-univers, Pony Pony og billedbøgerne om Fims.
Romanen anbefales til læseheste fra 10-13 år, der kan lide uhygge og gys, samt til højtlæsning. I danskundervisningen kan man med fordel lade sig inspirere af det ordrige og beskrivende sprog, som eleverne efterfølgende kan lege med i deres egne tekster.
