Man kan med fordel læse denne bog bagfra. Begynd med faktadelen, så ved man, at tegneserien er baseret på fakta; fortalt i en tegneserieversion.
Tegneserien har en gruppe japanske rustninger som afsæt. Det er rustninger, som Isaac W. Heyman gav til Nationalmuseet i 1875. Det er samurai-rustninger. Og samurai-klassen blev afskaffet i 1870’ernes Japan, men indtil da havde de haft store privilegier. Nu måtte samuraierne sælge ud af deres gods, også rustningerne.
Da tegneserien begynder, er det med Regitze fra Stormgade (Stormgade ligger lige over for Nationalmuseet) som hovedfigur. Regitze er en kvik og handlekraftig pige, der går i ”søndagsskole” med sin bedstefar. Søndagsskolen er besøg på Nationalmuseet, hvor Regitze får en livslang kærlighed til japanske samurai-rustninger.
Der er fakta og fiktion mixet i tegneserien, så sørøver-samuraien Kuki Yoshitakas optræder pludselig i Frederiksholms Kanal.
Som ung kommer Regitze sammen med kæresten Emil til Japan. Her sker der også virkelig meget.
Senere i 1925 ser Regitze et teaterstykke på Dagmarteateret sammen med sin søn. Også her er rustningerne fra samuraierne en del af fortællingen.
Tegneserien er fantastisk action på papir. Skiftene mellem frø- og fugleperspektiv giver onde japanske mænd og der er masser af BOOOM og SLAAAM og BOING. Der er tegneserieruder og helsidesbilleder. Der veksles i tidsforløb, og der er indsat kommentarer sammen med masser af hårdtslående dialog. Det er en fremragende tegneserie, – man altså: det kan anbefales at læse faktadelen først. Så kender man til Nationalmuseets samurai-samling, men kender til samurai-rustningen våben, or historie.
Der er også en gennemgang af de japanske overnaturlige væsner.
Tegneserien er skabt af illustratoren Angelica Inigo og tegneserieskaberen Martin Petersen. Martin Petersen er seniorforsker på Nationalmuseet med Østasien som arbejdsområde. Han ved ”alt” om samurai-samlingen på Nationalmuseet, og netop derfor er det særligt spændende at læse denne tegneserie.
”Når man læser bøger, bliver man klog på en smuk måde”, som jeg kan citere mig selv for at have sagt mange gange. Her bliver man klog på en smuk japansk tradition. Og man bliver underholdt.
