Ekstern revisor, Selskabet for Børnelitteratur, IBBY Danmark
Da vi står for foden af buerne og kigger op på ruinen, er der ingen, der skubber, dasker eller pjatter. Alle står bare og glor med nakken tilbage og munden dumt åben som fisk. Ingen hører efter, hvad Mark fortæller om, hvem der byggede den, hvornår den blev bygget, eller hvad den blev brugt til. Det er fuldstændig ligegyldigt. Det eneste der betyder noget er dens overvældende massive mure og buegange. “Hold nu kæft,” hvisker Patrik. Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.
Når man læser bøger har man muligheden for at ”se verden med den andens øjne”, således som filosoffen Martha Nussbaum har sagt det. I litteraturen kan man læse om andre liv og andre verdener. Hvordan leves livet i Ghana? Hvilke problemer har man som ung i Idaho? Eller man kan være i den nære verden og læse om andres liv og følelser. Hvordan er det at leve med en psykisk sygdom? Hvordan er det at møde livet, hvis man er introvert og har problemer med angst? Det kan være svært at forstå, at nogle unge ikke ”bare kan tage sig sammen”.
Når man læser Porcelænspigen, får man et indblik i, hvor svært det kan være at være ung og på lejrskole til Rom. Det er ikke nemt at være ”Spirrevippen” eller ”Glastøsen” eller ”Porcelænspigen”, når man er datter af en robust murer og en solidt bygget mor på mere end 100 kilo. Nu kan man læse om den introverte og meget stille porcelænspige i Søren Jessens graphic novel.
Søren Jessen er årgang 1963, han har tegnet, siden han som student skulle ”i gang med noget”. Han blev tegneserietegner, han fik et oliemaleri med Kunstnernes Sommerudstilling, og så udgav han sin første børnebog: Dino rejser til byen i 1990.
Siden har han tegnet og efterhånden også skrevet mange, mange bøger: billedbøger, bøger med billeder i, graphic novels, småbørnsbøger, bøger til ældre børn og ungdomsbøger. Liv på spil og Alt på spil er ungdomsbøger, der er læst af mange elever i folkeskolen. Her er spillet på skærmen en del af spillet i det virkelige liv, og her rammer Søren Jessen (som altid) en målgruppe, der kan se sig selv i romanens personer og miljø. Han har skrevet om klimakatastrofer, om flygtninge og han har en hang til Kafkas sære verden. Her i Porcelænspigen gør han det, han mestrer så aldeles fremragende: Han skriver og tegner i én og samme arbejdsgang.
Porcelænspigen tager med klassen til Rom. Og hun går altid bagerst, når de er på tur. Så kan hun overskue resten af gruppen, der er ingen, der kan gå bag hende, hun ser, hvordan de andre slentrer afsted, mens de skubber og pjatter og dasker til hinanden. Og mørkkrøllede Patrick slentrer også afsted i sin daskende og pjattende stil.
De kommer hen til Colosseum, og her bliver de slået af storheden og der går et ”historisk vingesus” gennem dem – alt mens læreren taler og taler. ”Så hold dog kæft”, hvisker Patrick.
Senere går porcelænspigen alene gennem Rom. De andre følges jo altid to og to og i faste grupper. Pludselig har hun tabt retning og sted, men heldigvis finder hun tilbage til kendte steder. Og her står Patrick. Nu går de mod Colosseum, og her er der et fint opslag, hvor pigen står hvid og porcelænsskør med blå baggrund. Hun slår ud med armene, og i taleboblerne i dialogen mellem Patrick og hende står der:
”Hvad laver du?” “Øver mig.” ”I hvad?” ”I for helvede at slå lidt ud med armene.”
Og porcelænspigen prøver virkelig at slå lidt ud med armene. Og det bliver fuldkommen fantastisk. Måske skal hun fortsat anstrenge sig hver eneste dag for at holde sammen på sig selv, men hun har fået knæk i den ydre porcelænsskal.
Så nemt er det ikke i virkeligheden for de introverte, for de unge med social angst eller for de unge med andre psykiske udfordringer. Alt kan ikke løses ved en tur til Roms ruiner eller gennem mødet med en så sød og ukompliceret fyr som Patrick. Men bogen giver et fint billede af, hvordan verden er, når man ser med en andens øjne. Det er en dobbelt synsvinkel, når man gennem hele bogen kan læse murerdatterens syn på ruiner: ”Det er så grotesk. Rom er fuld af ruiner og ødelæggelser overalt. Jeg kan slet ikke holde det ud. Ruiner, duer og turister. Jeg er ikke vild med nogen af delene.”, samtidig med at porcelænspigen bliver tavs og overvældet af Colosseums storhed og historie.
Søren Jessens illustrationer og tekst giver så mange tomme pladser mellem mursten, ruiner og porcelæn, så man som læser kan se mange forskellige unge komme slentrende forsigtigt eller pjattende gennem Roms og livets gader.
Det sidste opslag siger: ”Fuldkommen fantastisk”. Det er en kommentar fra porcelænspigen, hvis ydre skal knækker og nu ligger i ruiner, helt som Roms mange ruiner. Det kunne også være læserens kommentar til denne graphic novel: Fuldkommen fantastisk, at man kan tegne og skrive så sammenhængende.
