Ørn

Her hos Bogbotten får vi tilsendt al det nyeste indenfor børne- og ungdomslitteratur til anmeldelse. I en lind strøm, skulle jeg lige hilse at sige. Det kan faktisk være svært at følge med, så mange titler, der udkommer, men vi forsøger at holde trit!

Men når nu vi anmelderes bogstakke aldrig når at forsvinde før en bunke spritnye titler bliver lagt ovenpå, hvordan kan det så være, at jeg er gået et helt år tilbage og kastet mit blik på denne bog fra 2023? Jo. Jeg gik på efterårsferie og valgte at tage en lille pause fra anmelder-læsningen, og tog derfor Ørn med mig i sommerhus. Jeg blev blæst bagover. Jeg forsøgte efterfølgende at skrive en anmeldelse af en anden bog, men det stod hurtigt klart, at jeg måtte have bearbejdet Ørn og fået den ud af mit system, før jeg kunne koncentrere mig om andre bøger!

Det skyldes ganske enkelt, at Jeppe Sandholt har begået et fabelagtigt værk med den her krabat. En næsten 850 siders lang tegneserie, der stort set er lige så bred som den er høj. En mægtig mursten, man dog stryger igennem med lynets hast.

På mange sider er teksten så knap, at der ikke er pause imellem ens fingres bladre-bevægelser, og så er illustrationerne udført i en ekstremt simpel streg og aldrig med mere end tre farver ad gangen, så de er lette at afkode og hjælper ligeledes med at man drøner igennem med et kinesisk lyntogs hast. Og alligevel føles intet forhastet eller letsindigt. Tværtimod sidder man tilbage med en undren over, at alt det, der skete, kunne klemmes ned på ”så lidt” plads.

”SØNNIK, i dag skal du lære
At slå IHJEL!
Jeg elsker dig sgu
og nu pløkker du den fugl!”

Thor bliver 11, og i fødselsdagsgave tager hans reaktionære og provinsielle far ham med på jagt, han er jo ved at være en rigtig mand. Skæbnen vil, at Thors første bytte bliver en sjælden og i øvrigt fredet havørn. Faren er henrykt, men Thor plages hurtigt af skyld og skam. Da han opdager, at ørnen havde en unge i sin rede, tager han den med sig for at passe den.

Ørnen bliver større, og til Thors held lærer den at tale, og kan pludselig hjælpe ham med alle de ting, han normalt har svært ved. Den laver hans skolearbejde for ham, den lærer ham at tale med Elvira fra klassen, og den vækker en spirende refleksion i Thor om, hvem han egentlig er. Men Thor, der altid har ladet andre forme sit liv, ser sit snit til at bytte rollerne ud og være den, der former ørnens tilværelse, og ender med at underkue ørnen, der aldrig må komme med ud og tage del i noget af det, den hjælper Thor med at lykkes i.

Jeppe Sandholt har med lige dele simplicitet og sprællevende energi i sine billeder, tegnet og skrevet en historie om et vakkelvornt forhold mellem en dreng og en ørn. Men han har også skrevet en ganske kompleks og mangefacetteret ungdomsroman med drys af magisk realisme, hvor man finder større og større temaer frem, des mere man graver i lagene.

Sandholt kommer omkring ophav, opdragelse og social arv ift. Thors forældre; venskab, kærlighed og jalousi igennem forholdet til Elvira, og så en intrikat fortælling om dannelse og identitet i det konstant skiftende samspil mellem Thor og Ørn, hvor venskab og kontrol følges ad og sympati og tyranni går hånd i hånd. Og så bliver der løbende krydret med kommentarer til miljø; til barn/voksen-overgangen; til den storslåede værdi ved litteraturen; til at være outsider og ikke mindst til den uforlignelige lykke det er at nørde noget – og stå ved det!

Nålen i Thors moralske kompas snurrer lystigt rundt i løbet af hele bogen, og det er en storslået og meget unik oplevelse af læse og kigge sig igennem Ørn og finde ud af, hvor og hvordan nålen lander.

Bogen ligger bastant i hånden, ligesom den kommer til at fylde meget i bogreolen. Til gengæld vil den også veje tungt i erindringen.