I Næsehorn spiser da ikke pandekager møder vi Esther, hvis forældre aldrig hører efter, hvad hun siger. Heller ikke den dag, et stort lilla næsehorn står i køkkenet og spiser Esthers pandekager. Både Esther og næsehornet føler sig ensomme, og de bliver venner. Historien tager en drejning, da Esthers forældre opdager, at et næsehorn er forsvundet fra Zoo – i fællesskab hjælper de næsehornet med at komme hjem til sin familie, og endelig oplever Esther, at hun bliver hørt og forstået.
Bogens tekst er flydende, meget velegnet til oplæsning og indeholder adskillige sjove og pudsige formuleringer, som taler til både barn og voksen.
Illustrationerne er farvelagte stregtegninger med et let barnligt udtryk og en rå kant. De er både udtryksfulde og indtagende.
Desværre taber bogen på sin fortælling – det er som om, den indeholder begyndelsen af én historie og slutningen af en anden, hvilket efterlader læseren med en undren om, hvad bogen egentlig handlede om. Begyndelsen lægger op til en humoristisk, men tankevækkende fortælling om fraværende forældre, mens slutningen er en eventyrlig og let absurd vittighed i stil med Ole Lund Kirkegaard – begge dele kunne have været interessante, men i denne sammensætning bliver resultatet ærgerligt nok en ligegyldig fortælling, der ikke lægger op til hverken refleksion eller genlæsning.
