Min egen sandhed er en samtalebog til børn, der som skilsmissebørn ikke helt har fundet sig tilrette i den nye familiekonstellation. Lærke Helene Askholm har skrevet og illustreret bogen, der giver stemme til seks forskellige børn. Det er seks forskellige opfattelser af en skilsmisses betydning i hverdagen. Der står foran i bogen: “Til alle børn og forældre, der har prøvet at flytte fra hinanden – og til dem, der kender nogen, som har.”
Indledningsbilledet viser far, mor og barn. Det er den første jeg-person, og her er oplevelsen, at de nyskilte forældre skændes om alt. De skændes, og jeg-personen tænker: “Jeg tror ikke, at min mor og far kan blive gode venner igen.” Heldigvis viser det sig, at Inge på skolen samler seks børn til en “skilsmissegruppe”, hvor de kan tale om, hvordan de har. Og de har det på vidt forskellig vis: Aida, Mads, Sofie, Harald og Liv. Og jeg. Nogle børn har forældre, der skændes. Andre har forældre, der er gode venner, selv om de er skilte. Alle problemstillingerne bliver vendt i børnehøjde.
Slutbemærkningen er: “Jeg skal ikke kun være enig med mor eller far. Jeg har mine egne oplevelser. Og jeg mærker min egen sandhed. Indeni mig selv.”
Det er en børnebog, der i høj grad er en “terapeutisk” billedbog. Det er en bog, hvor man ikke kan anmelde sprog og illustrationer, men hvor hensigten må være det væsentlige. Det er en bog, der kan bruges som oplæg til en samtale om forholdene som skilsmissebarn.
Sproget er hverken poetisk, markant eller med særlig vægt på sproglige virkemidler. Sproget har ikke været det væsentlige. Det er en bog, der kan få skilsmissebørn til at føle sig mindre alene i en verden, hvor de voksne ikke altid er voksne nok.
