Allerede på første opslag ser man to urovækkende bjørnekløer, der med en saks klipper i noget hår. Det er Ellens hår, der bliver klippet. Det læser man på næste opslag, hvor der står:
”Jeg hedder Ellen. Jeg er snart ni år, og jeg ved godt, at mit pandehår er skævt. Jeg klippede det fordi jeg blev vred på min mor. Min far har ikke engang lagt mærke til det, så nu er jeg også vred på ham.
Når jeg er vred, er ingen i tvivl. Selv ikke far.”
Hvor herligt med en så rasende Ellen, der som ni-årig ikke finder sig i ret meget. Hun skal på skiferie. Det kan jo være fint nok, men da de kommer til skidestinationen, så står Camilla, fars nye kæreste, midt i sneen sammen med sin søn, Axel. Så kommer Ellens vredesmonster Frank virkelig på arbejde. Hun bliver så rasende, hun kan slet ikke styre det.
Frank er Ellens temperamonster, og han sørger i høj grad for, at hun får vist sine følelser.
Nu står Ellen på ski sammen med Axel. Det går galt, Ellen styrter, og hun får virkelig Frank sendt på arbejde overfor Axel. Det viser sig, at Axel også har et temperamonster, nemlig Lola.
Og ja, sådan går det, når to virkelig indebrændte skilsmissebørn finder sammen. Moralen er som ofte før: Det er godt at tale sammen om vreden, frustrationen og forældrenes manglende opmærksomhed.
Det lykkes fint at fortælle en historie, hvor man har lov at være rasende vred. Og så er illustrationerne virkelig vrede. Lola og Frank, de to monstre, er virkelig skrækindgydende. Og far og Camilla bør tage sig lidt sammen og tale med Axel og Ellen.
Det er en bog, man kan læse op i såvel børnehaveklassen som i børnehaven. Her er masser af afsæt for en samtale om den vrede, man ikke altid kan formulere.
