Mens vi er

”De siger at det er op til dig. Det er dig, der skal redde verden. Da du indvender, at du er alt for ung, svarer de: Netop derfor skal det være dig.”

”Selvfølgelig var der snak, men den gik mestendels på, hvorledes sådan noget bedst muligt kunne føres ud i livet med den ønskede effekt.”

”Et lille bling, og i samme øjeblik logoet med sikkerhedsbæltet slukkede, rejste Mille sig uden et ord.”

”Ligner hun sin mor? Hun betragter hende gennem havet af hoveder og skulderpartier. Kirstine er 17 centimeter højere, men ingen kan gå i højhælede sko som hendes mor.”

”Vi havde været sindssyg heldige med lejligheden. Den lå inde i byen, midt i gågaden. Det var Julies far, der havde skaffet den.”

Sådan lyder indledningerne til fem af de noveller, man kan læse i Jesper Wung-Sungs nye novellesamling Mens vi er.

Det er en ”klassisk” novellesamling fra Wung-Sung. Det vil sige, at der er ti noveller. De er korte, sådan med ti smalle og tynde siders længde. De har titler, der vækker nysgerrighed. De hedder Mission, Piano, Den trettende måned, Den Rene Verden, Girafungen, En lille afvigelse, Den perfekte lejlighed, Ad libitum, En håndfuld jord og For samfundets skyld. Alle titler er sære og særlige. Man ved ikke, hvad man kan forvente, og som læser bliver man altid i tvivl om, hvad man læser. Sådan er novelletitlerne helt dækkende for indholdet.

Det er også i vanlig Wung-Sung-stil, at der er et indledende citat, der kan stå som inskription, før man læser. Her er det et citat fra H.D. Thoreaus Livet i skovene. Det lyder:

”Individer må ligesom nationer have passende brede og naturlige grænser, ja endda et betragteligt ingenmandsland imellem sig.”

Sådan er novellesamlingen på sin vis genkendelig; men novellerne er ikke sådan helt genkendelige. Det er ikke drenge, der spiller fodbold og giver hinanden trælår. Det er mere kompliceret. Der er flere fortolkningsmuligheder.

Novellerne har alle en handling på overfladen, men der er et betragteligt ingenmandsland mellem alt, der sker. Personerne mødes aldrig ”rigtigt”, der er altid et ingenmandsland mellem dem og mellem hovedpersonerne og verden. Der er masser af fortolkningspotentiale for enhver dansklærer – og for eleverne i folkeskolens ældste klasser.

Skal en enkelt novelle fremhæves, så er det Den trettende måned, hvor samfundet donerer en hel måned til de unge, der under virus-forløbet (ja, altså Covid 19, må man antage) havde været udelukket fra at være unge. Nu får alle unge en trettende måned til fest, til dans, til druk og til sjov og spas. Der er fuld opbakning fra landmanden, der stiller sin jord til rådighed, der er opbakning fra campingpladser, sportsklubber og private. Der kommer en trettende måned, der også giver en helt særlig inspiration til de, der bliver en del af det. Den novelle må man læse.

Forsiden er et maleri, ”Caravan” af Lasse Thorst. Maleriet bliver ”citeret” i den første novelle Mission. Her står der:

”Den hat, du har fået på. Solen bliver stadig stærkere, jo længere du rejser, siger de.
De anbringer dig derfor på ryggen af et æsel. Du har aldrig før siddet på ryggen af et sådant dyr, men det er der en anden, der har. De fortæller de dig også, inden de klapper dyret bagi – og I er på vej.”

Personen på forsidebilledet er på vej, og det er alle personerne i novellerne også: På vej. Mod et eller andet. Mens vi er her er flertydige noveller, der kan give anledning til mange diskussioner om meningen med livet, om fremmedgjorthed, om livet og nutidens unge.

Bogen er tilegnet Søren Fanø (1950 – 2022). Søren Fanø var forfatter til en biografi om Jesper Wung-Sung, og Fanø havde i mange år et muntert arbejdsfællesskab med Wung-Sung, hvor der var fokus på formidling og fortolkning af litteratur for børn og unge.

Det er en novellesamling, hvor man kan finde den opmuntrende slutreplik i novellen Girafungen:

”Og det kan godt være, at hun er alt for høj, men så må de justere på mikrofonstativet, når hun går op på talerstolen.”

Sådan. Der skal være plads til alle, mens vi er her.