”De gad ikke modta’ lærdom.
deres mål var netop tværtom:
drille folk og plage fæ,
stjæle frugt fra hvert et træ.
Den slags ku’ de mor’ sig over,
for det var jo meget sjover’
end at sidde pænt på stolen
båd’ i kirken og i skolen.
Men ak og vi og ih, du milde,
hvor gik det dog de knægte ilde.”
Det er pædagogik af den hårde skole, der rammer de to gæve gutter Max og Moritz i denne klassiker til børn.
Max og Moritz er en børnebog fra 1865. Den er skrevet og tegnet af den tyske maler og karikaturtegner Wilhelm Busch. Max og Moritz en rimet fortælling om de to drenge Max og Moritz, der i løbet af bogen (og i løbet af deres noget korte liv) laver syv drengestreger. Den ene mere opfindsom end den anden.
Den er illustreret, og den regnes for at være den første tegneserie, der er udgivet. Bogen er udkommet og oversat til dansk i flere omgang. Først i 1866 med titlen Karl og Peters spilopper, så i 1971 som Max og Moritz, og nu er den altså nyoversat af Jacob Jonia. Knold og Tot – eller KatzenjammerKids blev bragt i ugebladet Hjemmet helt fra 1908, så der vil være mange danske voksne, der kan genkalde sig de skarnsstreger, som Max og Moritz og Knold og Tot stod bag.
I Tyskland har figurerne lagt navn til den tyske tegneseriepris Der Max und Moritz-Preis, og for tyskere er Max og Moritz i samme liga som Emil fra Lønneberg er for svenskere og Gummi-Tarzan for danskere. Men altså: Nu kan man få den originale tegneserie i nyoversættelse, og den er altså munter og makaber. Her er ingen pædagogisk takt og tone, de to spilopmagere får løn som fortjent og forskyldt.
Hele fortællingen er på rim, og den indledes sådan:
”Da Max og Moritz var i live
sku’ de altid overdrive.
Du kan grine ad idéerne,
faktisk var de irriterende.
Grunden til, du sluger det råt
er, at du sidder trygt og godt.
Men vi må altid huske på:
som man vil høste, skal man så.”
Så er moralen givet, men så følger de syv drengestreger. De stjæler enken Bolts fire høns (på særdeles fiks og opfindsom vis), de putter krudt i lærer Lempels pibe, de lægger oldenborrer i onkel Fritz’ seng og så bliver det endelig dagen, hvor melsækkene bliver opholdssted for de nu knap så kække drenge.
Alle rim følges på vej af illustrationer, der er humoristiske og følger tekstens indhold symmetrisk.
Og ja, det slutter så trist for de to, der bliver kørt gennem møllens tærskeværk og så ender i småstykker på gulvet, hvor møllerens fjerkræ tror, at det er korn.
”Bagefter ser man så, de dumper
ud og ligger dér i stumper.
Møllers fjerkræ tror, det ’ korn,
som de æder op fra jord’n.”
Sådan er moralen, og der er ingen medfølelse fra byens borgere:
”Hele byen summede
af folk, der glade brummede:
Nu’ det end’lig helt forbi
med Max og Mortz drilleri.”
Tænker man, at alle børnebøger i gamle dage var hyggelige nissehistorier eller fromme beretninger om velopdragne piger og drenge, der læste lektier, øvede katekismus og sad pænt ved bordet, så er det så befriende at få denne karske og barske børnetegneserie læst op.
Jacob Jonia har givet oversættelsen et mundtligt præg, hvor rimene står skarpt.
