Billedbogen Manden og drengen er en æstetisk og ærlig konstatering af, at livet slutter for os alle, hvor vi ikke helt ved, hvad der vil ske med os, når det sker.
Det er en historie om at have levet et langt og godt liv og endda så godt, at ønsket er at fortsætte det. Det lyder hårdt, det er hårdt, men poesien i både billeder og tekst tager os i hånden igennem fortællingen, og det æstetiske greb får os til at tænke over, hvad døden er uden, at vi frygter den.
”Hans stemme forsvinder og bliver til en hvisken: ”Kommer du efter mig?
Den gamle mand sidder egentlig og skal til at drikke kaffe i sin lænestol, da en tynd og bleg dreng ringer på døren. Det er tid til at tage afsked med livet, det ved manden med det samme. Men manden har jo travlt og slet ikke tid til at forlade det fysiske liv. Venner skal besøges, haven skal ordnes, børnebørnene skal underholdes, og den stadig varme sorte kaffe med sukker skal drikkes.
Men afskeden er ikke til diskussion, og drengen og manden driver afsted på en livslang erindringsstrøm. Undervejs på deres færd passerer de dejlige minder. Manden husker sjove episoder fra sønnen Gustavs 10-års fødselsdag, de kommer ned til havnen og går ombord i mandens jolle, og de kommer til et dunkelt tivoli, hvor manden husker børnebørnene glæde ved forlystelserne. Den blege dreng ser det hele sammen med manden, og han tilkendegiver glæden ved livet til de når vejs ende. Der er ingen vej tilbage.
”De taler videre, mens mørket lukker sig om dem, Manden og Drengen, nu kan man ikke høre, hvad de taler om, nu kan man ikke se dem mere, men minderne hænger i luften, minder og ord, blåregn, glasur, laksko, fladfisk, radiobiler, quickstep…håb.”
Manden og drengen er skrevet med poesiens pen, og hvor et farvel til livet ofte er forbundet med sorg og smerte og angst for det, som kommer, er denne smukke billedbog et bevidsthedsmæssigt kvantespring, som medfører ny erkendelse og dette både for manden og læseren.
Anna Margrethe Kjærgaards helt fantastiske illustrationer er loyale overfor den poetiske tekst, og billedsproget i teksten bliver synligt for øjet. Der er en sort-hvid enkelhed over den sprudlende og mættede erindringsstrøm, hvor dufte og minder træder visuelt og gavmildt frem. Dette modsætningsforhold er indrammet af stjernebillede metaforiske linjer, der forbinder små punker i smukke mønstre på hver side og associerer med det evige.
Forfatter Kim Fupz Aakeson og illustrator Anna Margrethe Kjærgaard har arbejdet sammen tidligere og også om store eksistentielle temaer. Det tematiske samarbejde fungerer flot, og de skaber ligeværdig og appellerende litteratur til små mennesker og de voksne omkring dem. Aakeson er en mangfoldig og alsidig forfatter, og bogen Så blev farfar et spøgelse fra 2004 omhandler på lignende måde ’det svære farvel’ men blot med hans sædvanlige humoristiske tilgang. Humoren er ikke drivkraften i Manden og drengen, men det er poesien og æstetikken, og det kan også noget.
Bogen er en gave til børn og andre menneskers dannelse, og den skal stå på hylden i storbørnsgruppen i børnehaven, i skolen, på alle biblioteker og i børneværelset. Det er en bog til alle mennesker.
Man behøver ikke altid en forklaring på livets store spørgsmål men hellere et afsæt til refleksion og håb. Manden og drengen er dét … et afsæt til refleksion og håb til dannelse.
