I bind to i Lightfall-serien lader Tim Probert sit eget eventyr folde sine vinger ud og frigøre sig fra de mange referencer til Ringenes Herre, der gjorde, at etteren unægtelig stod i gæld til Tolkien.
Det var med en gensynsglædens tåre i øjet, at jeg vendte tilbage til Tim Proberts Lightfall-univers med denne fortsættelse til, hvad der for mig står som en af de stærkeste eventyr og tegneserieudgivelser i meget lang tid. Og jeg har læst mange tegneserier i tiden mellem at jeg anmeldte den første Lightfall og så nu. Også mange fine tegneserier, men da jeg åbnede Lightfall 2 og bladrede op på de første sider og igen stod i Irpas verden, stod det klart, at de fleste andre tegneserier var træden vande, indtil jeg igen befandt mig i Bea og Cads selskab. For det er bare her, jeg hører til!
Tim Proberts tegninger og farvelægning er et overflødighedshorn af visuelle lækkerier.
Tim Proberts tegninger og farvelægning er et overflødighedshorn af visuelle lækkerier. Hans streg er eminent og han skaber enorm dybde i de mange forskellige figurer og væsener med få men uhyre effektive virkemidler. Og så er det vældige, frodige og eventyrlige landskab omkring dem så indbydende og sirligt bragt til live, at man ville ønske, at man kunne hoppe direkte ind i bogen og tage med på eventyr.
På den anden side er det nu meget rart at sidde med bogen i hånden og iagttage eventyret på afstand, for det har taget til i uhygge og alvor her i bind to, I fuglens skygge. Den mægtige fugl Kest Ke Belenus vækkes fra sin dvale (ved hjælp af Den evige flamme, som de sorte fugle stjal fra Bea i slutningen af bind 1) og sætter ud for at slukke Irpas sidste lys. Beas bedstefar sender Bea og Cad ud på dristig mission for at finde Vandets fyrste Lorgon, der er deres sidste håb for at finde ud af, hvad de skal stille op med Kest ke Belenus.
Perfekt linedans mellem seriøsitet og humor
Og mere vil jeg egentlig ikke sige, for det her er en historie, der skal læses, betragtes og opleves, og ikke genfortælles. Tim Probert danser perfekt på linen mellem seriøsitet og humor, og så formår han både at introducere et kuld nye karakterer i byen Rinn, folde Irpas historie yderligere ud og samtidig styrke og nuancere Bea og Cads indbyrdes forhold, der var motoren i bind 1.
Bea har stadig sin angst med sig (igen fremragende visualiseret), der tager til i takt med, at verden omkring dem formørkes og et tæppe af melankoli trækkes ned over Irpa. Men hun bliver også stærkere og mere handlekraftig, og oparbejder derved mere modstandsdygtighed til at kunne holde sin angst i nogenlunde udstrakt arm. Cads optimisme og gåpåmod er intakt og giver stadig smil på læben flere gange undervejs, når han konsekvent kaster sig hovedkulds ind i farer.
Måske vigtigst lader Tim Probert sit eget eventyr folde sine vinger ud og frigøre sig fra de mange referencer til Ringenes Herre, der gjorde, at etteren unægtelig stod i gæld til Tolkien. Det var ikke et problem, men man må trods alt holde igen med ord som ”original” og ”opfindsom” når det står sådan til. I bog 2 siger Lightfall tak til Ringenes Herre for rygskubbet og går sine egne veje.
Bea finder godt nok et calduriansk skjold, der vækker mindelser til Frodos mithril rustning, og Rinns ryttere flirter gevaldigt med en parafrase til Rohans ryttere. Men det er småtingsafdelingen, og Tim Probert begynder at krydre sit i forvejen højst udsøgte eventyr med netop originalitet og opfindsomhed.
… en fænomenal historie og et storslået eventyr
Resultatet er en fænomenal historie og et storslået eventyr, der efter et hæsblæsende crescendo slutter overraskende og åbent, og efterlader læseren med en voldsom trang til at læse mere. Men ak, bind 3 udkommer først i 2025. Der må trædes vande endnu engang.
