Det æstetiske udtryk, der bærer denne tegneserie, er så stor en fornøjelse at betragte og granske, at man gladelig lulles ind i Lightfall-universet.
En usandsynlig helt får overdraget en højst betydningsfuld genstand af en gammel troldmand, som for enhver pris må beskyttes fra at falde i de forkerte hænder. En tapper væbner assisterer helten på dennes farlige færd gennem et eventyrligt rige, imens en gruppe grumme sorte væsner jager dem for at komme i besiddelse af den værdifulde genstand, de bærer med sig.
Det er slående, hvor meget dette referat passer til Ringenes Herre, men det er nu altså hverken Frodo, Gandalf, Hersker-ringen, Aragorn, Midgård eller Nazgûl her refereres til, men Tim Propert’s helt nye og helt eget univers i Lightfall.
Homage til Tolkien
Okay, helt eget er måske så meget sagt. Det er svært at komme uden om, at historien i Lightfall læner sig gevaldigt op ad Tolkiens udødelige klassiker, men det virker virkelig som en homage og et respektfuldt nik og ikke et fantasiforladt plagiat.
Dette skyldes mange ting, blandt andet nogle yderst charmerende og karismatiske karakterer, men måske mest af alt Tim Properts helt vidunderlige streg og dertilhørende mageløse farvelægning. Det æstetiske udtryk, der bærer denne tegneserie, er så stor en fornøjelse at betragte og granske, at man gladelig lulles ind i Lightfall-universet på dets egne præmisser, imens omridset fra Tolkiens mesterværk rumsterer i baggrunden.
… omridset fra Tolkiens mesterværk rumsterer i baggrunden.
Vi møder den unge Bea, der bor med sin bedstefar, grisetroldmanden Alfirid. De lever et stilfærdigt og idyllisk liv dybt inde i skoven, hvor de samler urter, rødder og bær for at lave eliksirer. En dag er den halv-demente bedstefar borte. Han er draget ud i verden på en opgave, som Bea hverken forstår eller har tiltro til, at den gamle bedstefar kan klare alene.
Hun må derfor lægge det sikre og trygge bag sig for at rejse ud og finde ham. Hun får hjælp af galdurieren Cad, der redder hendes liv, og som i øvrigt har brug for den vise grisetroldmand til at oversætte nogle gamle tekster på et uddødt sprog. Med den evige flamme i et lille glas – en flamme af ubeskrivelig vigtighed – begiver de to sig ud på en farefuld færd gennem Irpas vældige verden.
Hjertet og sjælen er i samspillet mellem de to hovedpersoner
Der er ingen tvivl om, at hjertet og sjælen i Lightfall ligger i samspillet mellem Bea og Cad, der er hinandens ying og yang. Bea er hverken eventyrlysten eller synderlig brav. Hun tynges af mismod over sin mission og plages af angst, når den foreliggende opgave bliver for uoverskuelig. Cad derimod stråler af optimisme og gåpåmod og kaster sig ind i de største farer med hævet sværd og oprejst pande. De er hinandens modpoler og har meget at lære af hinanden.
… man kan ikke andet end at glæde sig til, at Irpa og Lightfall-universet foldes yderligere ud i de kommende bind i serien.
Det er deres indbyrdes forhold, deres dialog, humoren og deres gensidige afhængighed, der er den primære drivkraft. Men så afgjort også verdenen i sig selv. Meget antydes her i første bog. Der stilles mange spørgsmål, men langt fra alt besvares, og man kan ikke andet end at glæde sig til, at Irpa og Lightfall-universet foldes yderligere ud i de kommende bind i serien.
Enestående billeder
Og igen må det understreges, at dette i allerhøjeste grad skal tilskrives Tim Proberts enestående billeder. Karaktererne er udtryksfulde og spræller af liv, der kæles for detaljerne i verdensopbygningen og især naturen er portrætteret med stor omhu og kærlighed. Der er en sekvens i starten, hvor Bea går i skoven for at finde ingredienser til en ”ebberingseleksir”, og de ti ordløse sider, der viser hvordan hun finder hibberbær, rodsvampe og fælsalvie, kunne for min skyld have været et 100-siders langt selvstændigt bind i serien! Det her er ganske enkelt ren kræs for enhver, der holder af at fantasere sig ind i en eventyrverden fyldt med kolorit og folklore.
Det her er ganske enkelt ren kræs for enhver, der holder af at fantasere sig ind i en eventyrverden fyldt med kolorit og folklore.
Falder talen på gode tegneserier til børn i 8-12-årsalderen, vil jeg i lang tid fremover nævne Lightfall som noget af det første. Er man til eventyr, et fortræffeligt karaktergalleri, action, uhyggelige skurke, monstre og masser af fare og udfordringer, en overlegen verdensopbygning og nogle højst elskværdige hovedpersoner, så er Lightfall helt umulig at komme udenom! Og fik jeg nævnt, at den er umanerlig skønt tegnet?!
