Lejrturen dag 1-4 (antologi-serie)

Der bliver udgivet mange gode lix-bøger. Men hvad er en god lix-bog egentlig? Lix-bøger er grundliggende læsetræningsbøger, der er læsepædagogisk bearbejdet til et bestemt læseniveau og aldersgruppe. Men.

Det er nok ikke mange, der først og fremmest søger blandt lix-bøgerne efter de fortræffelige litterære oplevelser. Dét ændrer sig imidlertid – for mit vedkommende – nu. Michala Elk har skrevet en antologi-serie på fire bind som del af Alineas Sort læseklub, der henvender sig til de 12-16 -årige og har et lixtal på 18, men vigtigere end noget andet er Lejrturen en samling mageløst velskrevne ungdomsromaner.

”Kan mærke mit hjerte smadre mod brystet. I hurtige, rytmiske dunk. Nej-nej-nej, siger det til mig. Stop-stop-stop. Faktisk er det alt i min krop, der stritter imod”
– fra “Hvad vil du helst”

Lejrturen skildrer en udskolingsklasse på lejrtur, og de fire bøger dækker hver én dag på lejrturen med hver sin hovedperson som omdrejningspunkt. I Hvad vil du helst (dag 1) følger vi Magne, i Mod strømmen (dag 2) følger vi Tara, i Hvor der er mørke (dag 3) følger vi Younes og i Jeg ser dig (dag 4) følger vi Sigrid.

Fælles for de fire bøger er, at Michala Elk har en uovertruffen sans for at sætte sig ind i hovedet på de forskellige unge mennesker og med stor indsigt, indfølingsevne og forståelse fortælle, hvor pokkers svært det kan være at være et ungt menneske med usikkerheder, bekymringer, angst og handicap.

I de to første bøger er det Magne og Tara, der på hver sin måde er ved at miste fodfæstet i deres respektive vennegrupper. Magne har været enspænder det meste af sit liv, men er ved at blive en del af en drengegrupper efter nye klassedannelser. Det hjælper ikke på hans følelse af udsathed, at han bliver sat langt fra alle de andre i bussen og tilmed er den eneste i kliken, der ikke skal sove med på værelset.

Tara derimod har altid haft en bedste veninde i Josefine, men den eksotiske og spændende Lucia er startet i klassen og er ved at overtage Taras rolle som Josefines BFF. Det er to historier om at gøre for meget og gå for langt; også langt over grænsen, for ikke at risikere at miste sin position. Michala Elks beskrivelser af de flossede gruppedynamikker, protagonisternes konstante indre uro og hvordan de hele tiden har antennerne ude for at opsnappe alt, der bliver gjort og sagt, er simpelthen fabelagtig.

”Man kan ikke gå rundt og være bange for noget så dumt som mørke, når ens lillebror er bange for hele verden”
– fra “Hvor der er mørke”

På lejrturens tredjedag følger man Younes, der er en outsider i klassen. I de to første bøger får man fint forklaret, at han ikke er upopulær, han holder sig bare for sig selv. En reserveret type. Når han selv indtager rollen som hovedperson, finder vi ud af, at han har angst. Men fordi hans lillebror Sami har langt værre og mere forkrøblende angst, har Younes altid måttet undertrykke sin for at kunne være der for sin bror. Younes’ angst og konstante nervøsitet for lillebrorens velbefindende, holder ham i et jerngreb og suger al overskud til at indgå i relationer eller være noget for nogen ud af ham.

Og så har vi Sigrid i sidste bind, der har et mere fysisk handicap i form af hendes syn. Hun er næsten blind og kan intet uden sine briller. Eller, det tror hun, for det har hendes pylrende mor banket ind i hovedet på hende hele sit liv, og derved reduceret hende til ”stakkels Sigrid, som snubler og vælter ting. Som altid skal have hjælp”. Et billede, hun frygteligt gerne vil ryste af sig.

”Da lærerne samlede klassens telefoner ind, smed jeg min i æsken uden at have svaret på mors beskeder. Kan ikke lade være med at fryde mig ved tanken om, at hun ikke ved, om jeg er død eller levende”
– fra “Jeg ser dig”

Hovedhistorierne i de fire bøger er meget forskellige, og det er fire unikke udfordringer og problemstillinger, der tages under behandling. Hver især er bøgerne glimrende, men genistregen ligger i rammefortællingen, der binder de fire historier sammen. Der står på bagsiden, at de kan læses i rækkefølge eller enkeltvis. De kan læses enkeltvis, det passer, men kvaliteten vokser eksponentielt ved at læse dem i rækkefølge.

For pludselig handler det ikke ”kun” om de fire hovedpersoner og deres særegne fortællinger. En sideløbende historie om uforudsete venskaber tager form, og faktisk bliver der slået umanerligt flotte sløjfer på både Magne, Tara og Younes’ historier i Sigrids afsluttende bind. De fire hovedpersoners karakterbuer konkluderes fornemt i hvert bind, men alles fortællinger uddybes og nuanceres i de øvrige bøger.

De fire hovedpersoner hjælper indbyrdes hinanden til at stå et helt andet sted ved afgang på fjerdedagen end da bussen kørte på dag ét. ”Utroligt, at man kan gå i klasse med nogen i flere år og vide så lidt om dem” siger Tara i bog to, og dén sætnings relevans vokser og giver mere mening jo mere man læser.

Det er ikke sikkert, at de børn og unge, der kommer til at læse disse bøger, kan relatere helt konkret til de forskellige hovedpersoners fortællinger, men de vil helt sikkert kunne relatere til den måde, Michala Elk skildrer følelser på. Det er en tour de force i ”show, don’t tell”-beskrivelser, der figurerer på et poetisk billedsprogsplan. Og så gør Elk også brug af nogle ret oplagte, men virkelig veludførte metaforer. I Magnes historie er det fx spillene Varulv og skak, der bruges som analogi for gruppedynamikken, og i Taras historie er det hendes pink neglelak, der i løbet af bogen skaller af og krakelerer, ligesom hendes eget indre.

”Det her er forkert. Helt forkert. Jeg har set frem til lejrturen i flere måneder. Ikke at sejle på en freaking tømmerflåde med halvblinde Sigrid, tavse Younes og nørdede Magne. Vi ligner castet fra en dårlig katastrofefilm. Helle for ikke at dø”
– fra “Mod strømmen”

Det kan meget vel være, at jeg er helt galt afmarcheret – jeg håber det! – men jeg har en fordom om, at mange af de unge, der vil elske at læse disse fire bøger, og som endda har brug for at læse de her bøger, holder sig fra at gøre det, alene fordi der står lixtal på.

Læsetræningsbøger kan for nogle rime på en ”du har brug for at øve dig i at læse” opfattelse, og mange vil se på ’lix 18’ labelen og sige: ”nope, lix 18, jeg har li’som lært at læse!”. Jeg håber virkelig, at jeg enten tager grueligt fejl, eller at formidlere rundt omkring i landet vil hjælpe med at bryde dette lix-stigma, så så mange unge som muligt får læst denne serie.

Michala Elks Lejrturen antologi er ikke en lixet serie, der også er godt skrevet. Det er en ypperlig samling ungdomsromaner, der også er umanerligt godt læsepædagogisk bearbejdet. Jeg kan ikke understrege volumen af min anbefaling nok!