“Døden er overalt.
Min bil suser afsted. I et sving ligger der blomster i vejkanten. Det må være bedre at forsvinde fra verden på den måde, hurtigt og brutalt, end at visne væk på sygehuset som mor.”
Cecilia kører i sin ældre bil på en vej et sted i Nordnorge, da hun, træt og udmattet, drejer væk fra kysten og ind på en grusvej, der efter fem kilometer ender ved en gammel gård. Et sted, hvor der ikke er mobildækning. Her bor Erik og Tora samt den unge Thorbjørn. Mærkelige mennesker, der ikke har nogen forbindelse til omverdenen. De læser i Bibelen, de arbejder, de passer får og går tidligt i seng. De har ventet på Cecilia.
Nu begynder et virkeligt mærkeligt ophold hos denne sære familie. Cecilia var ventet. Hun får en seng og, efterhånden, også nyt (eller rettere: gammelt) tøj i samme stil som de andre. Hun oplever ting, hun ikke forstår – og hun skal ikke spørge. Hun forelsker sig i Thorbjørn, men det er naturligvis ikke en kærlighed, der kan få lov til at leve frit, medmindre de bliver gift. Der er mange mærkelige oplevelser; det er et forhekset område, og måske er Tora og Erik slet ikke så venlige, som de virkede ved første møde.
Det er en uhyggelig, krimiagtig fortælling om et lukket samfund, men den bliver aldrig rigtig spændende
På bagsiden står der: En psykologisk thriller for unge. Det er en uhyggelig, krimiagtig fortælling om et lukket samfund, men den bliver aldrig rigtig spændende, og man lever sig aldrig for alvor ind i Cecilias dilemma om, hvorvidt hun skal forsøge at løsrive sig fra familien, eller om hun er dømt til at blive.
Som læser bliver jeg ikke grebet af uhyggen, men man læser videre gennem de 164 sider for at finde ud af, hvad der egentlig er sket – og hvad der vil ske fremover med Cecilia.
Der er mørke, sort-hvide illustrationer, der bidrager til uhyggen. Det er Anneli Furmark, der har illustreret, mens Monika Steinholm har skrevet teksten. Helle Perrier har oversat fra norsk til dansk.
