”Her i byen har vi et bowlingcenter
hvor man i stedet for kegler
stiller menneskeknogler op
nede for enden af banerne,
og hvor man bruger kranier
i stedet for bowlingkugler.”
Sådan er første strofe af titeldigtet i denne vældig mærkelige bog med halloween-digte til børn. Mærkelig, ja, det er den, fordi der er ganske få digtsamlinger til børn, hvor det ikke er rim og remser eller alfabetdigte eller digte i stil med Axel elsker biler. Her er det urimede digte, der handler om handicappede, utilpassede, spøgelser, mareridt og natsommerfugle.
Carsten René Nielsen har skrevet digte til unge og til voksne. Der er mange digtsamlinger på hans bibliografi, og jeg husker ham for en gendigtning af Gustaf Munch-Petersens digt: Til mine forældre. Her skrev Carsten René Nielsen en nyere version af samme digt i 1993.
Nu har han skrevet en digtsamling til børn. Ganske uhyggelig, som det fremgår af titeldigtet. Samme digt slutter således:
”Når man bowler med gamle kranier,
kan der nemt gå hul på hovedskallen,
men min far døde ung,
så hans kranium er godt og stærkt.
Præster og andre overtroiske mennesker
vil selvfølgelig sige, at det er respektløst
overfor de døde,
men jeg er faktisk ret sikker på
at jeg så min fars kranium smile
engang jeg lavede
tre strikes i træk.”
Det er en digtsamling, der hylder alle de skæve eksistenser. Helt som William, der er den eneste ”normale” dreng i klassen, alle andre har handicaps af forskellig art. Netop derfor er William sær og anderledes og ønsker at være helt som de andre, nemlig handicappet i en eller anden form. Der vendes op på tanken om, hvad man kan læse for børn.
Mette Marcussen har illustreret. Ganske uhyggeligt, sært og skrøbeligt.
Det er en bog, hvor digtene skal læses op. Gerne i et mørkt og uhyggeligt rum, hvor spindelvæv hænger i klaser fra loftet.
