Kælderdrengen er en multimodal dannelsesroman for følsomme mennesker og alle andre.
Grafiske romaner hitter blandt børn og unge og kommer i en genremangfoldighed både på indholdssiden, i det visuelle udtryk og ikke mindst i fusionen mellem tekst og billeder.
Dorte Karrebæks billedfortælling Kælderdrengen med undertitlen Bennis korte tid under radaren forærer os en eksistentiel ikonotekst, der bruger det multimodale potentiale til at fortælle om stille og følsomme eksistenser, for hvem det at håndtere livets larm kan være uoverskueligt.
”HVEM ER BENNI? DER ER PERSONER, MAN IKKE FÅR NOK AT VIDE OM. SOM KUN SELV KENDER FÅ. BENNI KENDER: MOR = MAD + FAR?—– LIDT ”
Benni siger NEJ til skolen, og klubben er STØJ! Han kender Kevin, som vil lege. Benni siger ’helst ikke’.
Benni kender også Poul, som er en dreng med hemmeligheder. Poul hvisker til Benni, at han har en violin, men Benni må love, at han ikke siger det til nogen. Hvis Benni kunne se ind i fremtiden, så kunne han se venskaber vokse, men den evne har han endnu ikke udviklet, eller også larmer livet så meget, at den høje ’livets lyd’ slører blikket for de livsnødvendige venskaber.
… en kunstnerisk karakteristik af et følsomt menneske blandt mange …
Benni har brug for ro, så han ’går under radaren’ sammen med katten og nede i kælderen. Benni flygter fra skolen ved at gå i hi i kælderen, men Kælderdrengen er ikke et tematiseret opråb om skoleværing. Historien om Benni er en eksistentiel rejse, som indebærer en omvej samt et ophold i kælderen. Den er en kunstnerisk karakteristik af et følsomt menneske blandt mange og til alle.
Kælderen er måske nok, i hvert fald for en periode, et safe room for Benni, men illustrationerne fortæller os noget andet. Vejen derned er lang, og kælderrummet er afbilledet som en mørk og fugtig fangekælder med tremmer for døren. En gang imellem kan det blive nødvendigt at ’gå under radaren’, men den flugt kan resultere i et fangenskab holdt fast af ensomhedens formørkende lænker.
Der går lang ting, og sammen med Benni undrer vi os over, at flugten fra skole ikke bliver opdaget, men en dag ringer de fra skolen, og Benni bliver trevlet op og skal strikkes om. Det lykkedes måske, for et billede viser os Benni arm i arm med Poul og Kevin. “Kælderdrengen” er nemlig også en historie om venskaber, som vi ikke kan leve uden, ligesom den giver håb, for der findes en ven til alle.
Historien findes i samspillet mellem tekst og billeder, som på alle måder flyder sammen ved at modsige hinanden, efterligne hinanden og supplere hinanden. Teksten er skrevet med versaler, skifter farver og står hist og pist. Benni har kattelignende træk, som fortæller os, at symbiosen med katten er dyb og måske for dyb. Meningen skal findes i multimodaliteten.
Kælderdrengen er en multimodal dannelsesroman for følsomme mennesker og alle andre. Den er en hjælp til at forstå sig selv men også til at forstå mennesker, der er anderledes end mig. Den er en smuk ledsager i svære samtaler i livet, og i skoleregi kvalificerer den ikke kun billedlæsning men også samspillet mellem tekst, billeder og tekst, som er blevet til billeder.
… et smukt værk i rækken af litterære gaver til alle mennesker både store og små.
Dorte Karrebæk skrev og illustrerede billedbogen Pigen der var go’ til mange ting i 1996, som er en alvorlig fortælling om det voksne barn, der må tage teten i livet og forældrene i hånden. Karrebæk har alle dage i sit forfatterskab aftabuiseret svære emner med barnet som en implicit og ligeværdig læser og medspiller og med brug af hele de multimodale råderum. Kælderdrengen er ingen undtagelse og et smukt værk i rækken af litterære gaver til alle mennesker både store og små.
Mørkemusen af Marianne Iben Hansen og Tea Bendix er ligeledes en historie om en stille og introvert eksistens, som fortæller om frygten for livet uden at tematisere. Den henvender sig til en lidt yngre målgruppe end Kælderdrengen, men kan på grund af det høje kunstneriske udtryk læses af alle uanset alder og sted i livet … akkurat som Kælderdrengen kan.
