Den lysende stjerne ses klart på den natblå himmel allerede på omslagets inderside. Her er den: stjernen. Julestjernen. Den får identitet og personlighed i den lille vignet, hvor forfatter, tegner og titel (samt oversætteren Lene Ewald Hesel) er nævnt.
Det er en lille, trind stjerne med klare øjne og fem takker, der fungerer som arme, ben og hat. Den har karakter, og det varer ikke længe, før den træder ind i lille Olof, Anders, Stina og Lille-Martas liv. De bor sammen med deres forældre, som ofte er væk hjemmefra, fordi de arbejder for herregården, og bliver passet af Store-Marta, deres farmor. Ja, og så er der geden Sorte, som altid får lov at gå indendørs om vinteren, når sneen ligger tung og hvid.
Huset, der ligger under den natblå himmel, er præcis, som et svensk julehus skal være: små spidse gavle, sne på taget, røg fra skorstenen og helt vindstille og tyst.
Nu fortælles historien om de små børns møde med julestjernen. Den fortælles i lige præcis 24 julekalender-venlige kapitler, der alle har en passende længde til en godnathistorie.
De tre store – eller store og store, men dog større end Lille-Olof – søskende Anders, Stina og Lille-Marta er meget bange for, om Olof vil leve eller dø. Han er nyfødt og ligger så stille og svag, men de ved , at han er deres lillebror og deres ansvar. Stjernen redder børnene fra en isblå kulde, men da den bliver bortført af den onde troldmand Corvius Craxus, beslutter børnene sig for at redde den. De begiver sig ud på en farefuld rejse – men det lykkes dem at nå hjem inden jul.
Det er magi, det er rimjætter og spejlverdenen og alt er fortalt i et julekalenderkoncept, der er svensk og magisk.
Illustrationerne er af Johan Egerkrans. De er helt som sprogtonen og fortællingen: svenske, smukke, poetiske og med rimfrost og juleklokker på gedebukkens horn.
Det er en julekalenderhistorie, man gerne vil læse op. Den er poetisk, den ender godt, den er klassisk og den vil egne sig til en målgruppe omkring 5-10 år.
