“Der findes et land fuld af sne og is.
Det fylder tre hænder.”
Sådan indledes denne lille poetiske bog af Tomas Lagermand Lundme. Lille, firkantet og svagt grå har den poetiske refleksioner over hovedpersonens tanker om sin mor. En mor, der er død. En mor, der døde som læge i Grønland. Det sker pludseligt, og der står sådan:
“Når det bliver forår, har jeg fødselsdag.
Da jeg havde fødselsdag, og min mor ikke ringede til mig på min fars telefon, gik jeg ud på badeværelset og stod længe og så på mig selv i spejlet.
Jeg tændte vandet i håndvasken og lod det løbe, så det til sidst var iskoldt.”
Bogen består af mange små, små refleksioner. Der er to, fire eller fem linjer med god afstand på hver side. Det er en kold fortælling om en mors død, men den er ikke uden varme. Moderen var læge, og læger skal jo ikke dø:
“Læger kan ikke dø.
Læger skal hjælpe alle andre, så de ikke dør.
Læger kan ikke dø.
Læger som min mor må ikke dø.”
De tre tupilakker kan trøste. Der har været en familie engang. Det er en stille, tyst og tavs bog, der giver god plads (på siderne og i tankerne) til refleksioner. Smukt. Og med håb.
Jeg drømmer tit om noget andet er en bog, der kan være “det fælles tredje,” hvis man i klassen skal samtale om død, sorg og savn. Her sætter Lagermand Lundme ord på tabet.
