”Du kender sikkert kagemænd, honningkagemænd. De bliver bagt på honningkagemændfabrikker. Hvor ellers? Og hvordan det, spørger du måske?”
Der er få, der som Kim Fupz Aakeson kan fortælle en munter, overraskende, opfindsom, fantasifuld historie om mennesker og værdigrundlagets betydning. Der er en lethed i Fupz’ sprog, der giver læseren oplevelsen af at være i virkelig godt selskab. Det gælder uanset om det er i bøger til børn, eller om det er i Young Adult-udgivelser.
Her er det en børnebilledbog: Honningkagemanden der ville se den vide verden, der sammen med honningkagemandens livshistorie får fortalt, at det er godt at have en ven at se den vide verden sammen med. Det er Rasmus Bregnhøi, der har illustreret, og de to har et makkerskab, der rummer samme finurlige og fantasifulde tilgang til verden.
Honningkagemanden er nybagt, da det går op for ham, at skæbnen for ham formentlig vil være at blive spist. Ganske ubehageligt, tænker han. Han flygter derfor ud i industrikvarteret og videre ud i verden, hvor han heldigvis får følge af en marcipangris.
De oplever en del, men honningkagemanden vil egentlig helst gå stille og roligt gennem livet, mens marcipangrisen påpeger, at de også må redde den chokoladefrø, der åbenbart er efterladt i et vindue. Kan man overse sin skæbne? Skal man tænke på andre? Det valg har honningkagemanden, og han får en moralsk belæring af marcipangrisen:
”Du ved mange ting, sukker honningkagemanden og ville ønske at den gris vidste lidt mindre og mere var typen, der gav op på forhånd.”
Sådan kan man sige meget i en fortælling om en honningkagemand og en marcipangris, og moralen er, som det fremgår af bagsideteksten:
”Det er en historie om ikke at blive spist, selv om man er spiselig.”
Børnebøger kan også være muntre og morsomme.
Tak for Kim Fupz Aakeson og makkerskabet med Rasmus Bregnhøi. Børnebøger kan også være muntre og morsomme.
