De er der alle sammen: Gorm den Gamle, Harald Blåtand, Svend Tveskæg, Harald og Knud, Hardeknud, Magnus den Gode, Svend Estridsen, Harald Hen, Knud den Hellige, Oluf Hunger, Erik Ejegod, Niels, Erik Emune, Erik Lam, Svend, Knud og Valdemar, Knud, Valdemar Sejr, Erik Plovpenning, Abel, Christoffer, Erik Klipping, Erik Menved, Christoffer, Valdemar og Valdemar Atterdag, Oluf, Margrete, Erik af Pommern, Christoffer af Bayern, Christian den Første – og så kommer alle Frederik’erne og Christian’erne i en lang række, kun afbrudt af Margrethe den Anden.
Man kan se, at kongerne har gode navne. Det må være langt bedre at få et tilnavn som Ejegod, Den Hellige eller Den Store end at lide den tort at få hæftet Hunger eller Plovpenning på sit eftermæle.
Danmark er et af de ældste kongeriger i verden. Der har været danske konger og dronninger i en lang – om end forholdsvis ubrudt – række af slægtninge lige fra Gorm den Gamle til Frederik den Tiende.
Det er historiefortælling med både tekst og tegninger.
Her i Nils Hartmanns bog får hver konge (og de to dronninger) to, tre eller fire sider til et portræt af sig selv og den tid, de regerede i. Det er historiefortælling med både tekst og tegninger.
Hver konge har en violet faktaboks (nogle har to – alt efter hvor mange børn og hustruer de nu havde gennem livet), og her får man også nogle årstal for væsentlige begivenheder i deres regeringstid. Man kan for eksempel tjekke kong Abel – en forholdsvis ukendt konge, der regerede fra 1250 til 1252. Ganske kort, altså. Han blev mistænkt for at have myrdet sin bror, Erik Plovpenning, som regerede fra 1241 til 1250. Måske var det derfor, Abel selv blev dræbt i et slag mod friserne.
Der er også den nok mest kendte konge – nemlig Christian den Fjerde. Hans børn og hustruer fylder en del. Ufattelig mange af børnene døde som helt små. Hustruerne døde også ofte i barselssengen. Kongerne kunne desuden være gift til venstre hånd, så de både havde en lovformelig hustru – dronningen – og en mindre royal kvinde, der kunne agere … ja, hustru til venstre hånd. En fin ordning for kongerne. Måske knap så fin for dronningerne.
Nils Hartmann fortæller i en blanding af sagn, myter, gode historier og dokumenterede historiske oplysninger. Det er spændende, det er oplysende – og Christian Højgaards tegninger er virkelig gode til at give et billede af både kongen og tiden.
Nederst på hver side er der en tidslinje, så man kan springe enkelte konger over, hvis man foretrækker at læse mere sporadisk.
Denne nye, opdaterede udgave har selvfølgelig også fået Danmarks nye konge med, og bogens hoveddel slutter, da kong Frederik er blevet hyldet, og kronprins Christian er fyldt 18 år.
Bag i bogen er der et par sider med ordforklaringer. Det er ord som abdicere, adel og arvefølge. Det er ord som reformationen, rigsråd og runer. Der er også en ganske kort årstalsliste over regenter – med årstal og hvor mange år, de har regeret. Topscoreren er Christian den Fjerde, som nåede 60 år på tronen. Her bliver Margrethe den Anden nummer to med sine 52 år. Endelig er der et register, så man kan slå op på netop det, man gerne vil vide. Måske vil man lige tjekke dronning Beringa eller grevinde Danner – så kan man læse på side 64 eller 137.
… den helt rigtige balance mellem fakta og festlige indslag i form af sagn og myter.
Nils Hartmann kan formidle historie til børn – og det viser han her. Han finder den helt rigtige balance mellem fakta og festlige indslag i form af sagn og myter.
