Malware, botnet, Anom og zero-day er ord, du måske ikke er helt bekendt med. Måske er dine elever? Hacking er straks noget andet. Det kender vi alle til – måske har man selv prøvet, at ens Instagram-konto blev hacket, kodeord ændret, kontoen lukket.
I bogen Hacking tager Kit A. Rasmussen os i hånden og fører os ind i en verden, som ikke er kendt for os alle, men som er yderst vigtig at kende til. I den digitale virkelighed, der følger med de unges færden på telefonen eller computeren, er det vigtigt, at vi lærer vores ungdom at udvise skepsis og øget opmærksomhed.
Hvad er hacking? Hvordan ender man som hacker? Hvad sker der, når en hacker bliver fanget? Og vigtigst af alt: Hvordan beskytter jeg mig mod et hackerangreb?
Et angreb på en stor virksomhed som A.P. Møller-Mærsk i 2017 – hvor al information om skibenes last forsvandt – bruges som eksempel på, hvor vigtigt det er at beskytte sine digitale informationer og sit digitale liv.
Samme fremgangsmåde er gældende i bogen Gambling, som Kit A. Rasmussen også står bag. Hvad betyder det, når du better? Er det rent held eller evner? Roulette, spilleautomater, kortspil, Lotto og Danske Spil er emner, bogen går i dybden med, for til sidst at samle det hele i den problematik, der kan opstå, hvis du bliver afhængig: ludomani.
Et lidt anderledes emne, men med samme opbygning, møder vi i Dorte Lilmoses bog Nikotin. Her skriver hun om afhængighed – hvordan den opstår, og hvad der ligger bag hele nikotinindustrien. Cigaretter, vandpibe, e-cigaretter, nikotinposer og puff bars er alle produkter på markedet – men hvad sker der egentlig i hjernen, når kroppen eksponeres for disse stoffer? Hvad er det, der skaber afhængigheden, og hvordan stopper man den igen?
Hacking, Gambling og Nikotin er tre bøger, der er oplagte at bruge i undervisningen i udskolingsklasserne. Informationsniveauet er ekstremt højt, og bøgerne er illustreret med relevante fotografier, der understøtter budskabet.