“Ser du godt efter?” Sådan står der helt alene på første side i Kenneth Bøgh Andersens lille mesterværk Den sidste tryllekunst.
Og så – på det første illustrerede opslag (illustrationerne er lavet af Kristian Eskild Jensen) – ser man en blå, blå himmel og et grønt træ med røde bær. Teksten er kort og poetisk:
“Blå himmel. Grønne blade. Smagen af kirsebær. Så – fornemmelsen af at falde.”
Der er to verdener i denne grafiske roman. Der er den realverden, hvor Gustav og hans forældre befinder sig, og der er en tryllekunstnerverden, hvor den store Trabini (altså farfar) og farmor befinder sig. Sammen med Gustav.
Gustav bliver kaldt til “Den sidste store tryllekunst,”hvor han i en drøm ser sin farfar, farmor og hele den verden, han elsker med en sprudlende, tryllende og magisk farfar. Det er magisk og der er et stort fald til den realverden, hvor farfar ligger dødssyg og venter på at dø.
Farfar kunne trylle alt frem. Guldmønter. Godt humør. Fantasi og magi. Nu ligger han i sengen og taler med en hæs stemme. Han forklarer Gustav, hvorfor farmor ikke kan trylles tilbage til verden igen:
Farfar lagde armen om ham: “Det var hendes tid. Sådan er livet. Et menneske dør, et menneske fødes. Din farmor var en gammel dame, Gustav. Hun havde levet sit liv, og så kan man ikke forlange mere. Selv om det gør ondt.”
Det er en grafisk roman, der får læseren til at tænke over liv og død. Hvornår er det “tid”, hvornår vil man sige, at “det var hendes tid”, således som farfar siger om farmor. Og hvornår er det farfars tid?
Det bliver gentaget: “Et menneske dør, et menneske fødes.” Sådan er det. Og den sidste store tryllekunst er måske, at man forliger sig med at det er tid.
Kristian Eskild Jensen tegner så smukt og poetisk, så ordene får fast grund i såvel realverden som drømmeverden. Samtidig må layoutet have megen ros. Her er et farveskift på siderne, så de lyse koboltblå sider er der, hvor der skiftes til drømmen og det uvirkelige. De grå og okker-farvede er realverdenen, hvor Gustav tænker tilbage på sin farfar. Og der er den kursiverede tekst, hvor man som læser er usikker på, hvorvidt man befinder sig i realverdenen eller den magiske fortryllende verden.
Bogen blev indledt med et dobbeltopslag, hvor tunge mørke natteskyer drager hen over himlen. Den slutter med en solopgang helt som i Ingemanns: Der står et slot i Vesterled, tækket med gyldne skjolde.
Det er en gennemført og smuk udgivelse takket være tegner og tekstforfatter – og det grafiske arbejde af Malene Hald.
