“For hvert skridt jeg tager, føles det, som om nogen stikker et sugerør i mig og tager en tår. Ti trin oppe er jeg mere drænet end græsk yoghurt og mine ben så tunge, at jeg næsten ikke orker at løfte fødderne. Min mors positive solskinsseddel har for længst mistet sin magi.”
Måske er gymnasiet alligevel ikke noget for Rosa. Hun blev ellers erklæret uddannelsesparat i folkeskolen, og med en præsentationsfilm af Sankt Georg Gymnasium, der mindede om High School Musical med cheerleaders, runddans og kæmpe krammere, var der ingen tvivl om, at dette var det rette valg.
Nu er det første år overstået, og trods gymnasiets hysterisk hypede elevcoach, der i små videobidder gentagne gange lover, at han har alle elevers ryg og i et snuptag vil kunne hjælpe dem ud af enhver tænkelig krise, føles det ikke længere som den rette vej for Rosa. Blandt andet fordi gymnasiet, trods løfter om de bedste år af dit liv, benytter sig af tvivlsomme pædagogiske redskaber som “harpunering” – en effektiv metode til at aftvinge en hvilken som helst elev et svar i undervisningen, også selvom man ikke har markeret.
Derudover har Rosa oplevet, hvordan klappen gik ned under en mundtlig eksamen – og den følelse er ikke rigtig værd at genbesøge.
Rosas mor forstår slet ikke hendes udfordringer. Hun er selv grebet af en stærk spiritualitet, der blandt andet har overbevist hende om, at hvis man blot manifesterer noget højt – og i nutid – så kan alt lade sig gøre. Man skal bare huske at afslutte manifestationen med “fordi jeg siger det”, så universet ikke er i tvivl om, at man virkelig mener det.
Når Rosa en sjælden gang lufter sin tvivl, kvitterer hendes mor straks med en håndskrevet manifestation, som Rosa skal fremsige.
Da moren opdager en knude i brystet, rammes Rosa af en frygt og afmagt så stor, at hun næsten ikke kan være i sig selv af desperation og handlingslammelse. Det bliver endnu værre, da den omsorg og det lyttende øre, hun higer efter fra sine forældre, fuldstændig opsluges af morens selvcentrering, da det viser sig, at knuden faktisk er ondartet og hun bliver tilbudt den helt store kræftpakke.
Rosa forsøger efter bedste evne at manifestere i nutid med et “fordi jeg siger det”, men intet vil lykkes – kræftknuden forsvinder ikke.
Og bedst som man tror, at Rosa har nået sin maksimale belastning, trykker moren speederen helt i bund med sin proklamation om, at hun på ingen måde har tænkt sig at tage imod den kræftbehandling, hun tilbydes. I stedet vil hun heale sig selv ved hjælp af tankens kraft.
Det bliver den berømte dråbe, der én gang for alle får bægeret til at flyde over.
Fordi jeg siger det er en del af Gads Årgang 2025-serie, som består af fire kortromaner for de 13-16-årige samt en antologi med 10 noveller. Alle er skrevet af tidens hotteste ungdomsforfattere og tager udgangspunkt i det samme tema: vendepunktet.
… en fortælling, der spidser mere og mere til …
Kristina Aamand har løst opgaven utroligt flot ved, i vanlig stil, at skrive sig ind i en fortælling, der spidser mere og mere til – lige til det punkt, hvor man som læser, med stor empati for hovedkarakteren, næsten ikke kan holde til mere. Og så sprænger boblen i et forløsende moment, der desværre ikke altid ender lykkeligt.
Fordi jeg siger det henvender sig tematisk til nutidens unge. At være træt af skolen og i tvivl om, hvorvidt man har truffet det rette valg, er bestemt ikke et nyt tema. Måske er det i endnu højere grad forældregenerationens individfokus, der i nogle tilfælde helt kan overskygge – og i yderste konsekvens skade – barnets trivsel og udvikling, som giver noget at spejle sig i og masser af stof til eftertanke.
