Midt i shots, højt humør og fyrværkeri laver fem gymnasievenner hver deres forudsigelse for det nye år. Ikke nytårsforsæt – det er vigtigt at påpege. Forudsigelser, der skal være opfyldt inden sommer og dermed også slutningen af 2.g. Troen på at opnå sine drømme bliver til en manifestation. Ma-ni-fe-sta-tion!
Frikke, energiske, intense Frikke, som gør alt til en konkurrence og giver sig fuldt ud for at vinde den, står bag forudsigelserne, som lyder:
Leo har genoptrænet sit knæ.
Delphis musical bliver udsolgt.
Jonas tager ikke mere antidepressiv.
Frikke er kommet på ligaholdet.
Luna har mistet sin mødom.
Og på så fin en måde er vi nu præsenteret for de fem hovedpersoner i Michala Elks roman Det værste du kan gøre, samtidig med at vi på elegant vis får introduceret de forskellige dilemmaer, problematikker og udfordringer.
Ikke alt bliver, som man først havde forestillet sig, og meget mere kommer til at ske, når Michala Elk folder historiens handling ud
Luna er hovedperson i en historie om fem venner med et fælles mål: at nå deres egne drømme og støtte hinanden undervejs. Det er en fortælling om at bekymre sig om hinanden, være der for hinanden og yde støtte, når ungdomslivet bliver svært. Ikke alt bliver, som man først havde forestillet sig, og meget mere kommer til at ske, når Michala Elk folder historiens handling ud. Unges hverdagsliv beskrives på en troværdig og ærlig måde – noget, hun mestrer til perfektion.
Michala Elk (f. 1991) er uddannet fra Manuskriptskolen for Børnefiktion i 2023. Hun er draget af at fortælle de historier, der får liv i mødet mellem mørke, håb og hverdagsmagi. Michala Elk har tidligere udgivet bl.a. den psykologiske ungdomsroman Alt hvad jeg husker.
Ligesom i Alt hvad jeg husker har Det værste du kan gøre et tvist i slutningen, som du ikke havde set komme. Michala Elk er god til at opbygge historien som en fortælling, hvor du tror, du kan gennemskue handlingens forløb, plot og slutning – troede du. For netop som du tænker: “Endnu en ungdomsbog, jeg har regnet slutningen ud,” sker der et tvist. Det gør historien god, overraskende og spændende.
En yderst velskrevet fortælling om unge – til unge.
En bog, der henvender sig til en bred målgruppe, da den favner mange forskellige ungetyper. En yderst velskrevet fortælling om unge – til unge. Sproget er ungt uden at blive for smart.
Bogen kan på det kraftigste anbefales – som læseoplevelse, som månedens bog eller som selvlæsningsbog. Det er oplagt at inddrage romanen i danskundervisningen i udskolingen, da den rummer så mange lag og dilemmaer, at den vil give stor værdi for danske skoleelever.