Det store gulerodskup

”Nogen har stjålet alle vores gulerødder!”

Sådan begynder Det store gulerodskup. Bogstavelig talt. Det er det første, der bliver ytret i den første taleboble på den første side, og så er vi ligesom i gang. Forestil dig berettermodellen, hvor anslaget, præsentationen, uddybningen og Point of no return er skåret fra, konfliktoptrapningen er trukket ud og gjort stejlere, og udtoningen er sløjfet. Så har du en idé om strukturen i denne historie.

Det er ikke ”hjem-ud-hjem” modellen som vi kender, men nærmere ”UD NUUUU! – hjem” modellen. Og jeg tror, jeg ved, hvorfor denne historie, og andre nyere bogudgivelser, gør brug af denne moderniserede opbygning. Lad mig lige stille mig op på min sæbekasse et øjeblik.

Kampen om børns opmærksomhed

At der foregår en rivaliserende kamp om børns opmærksomhed på tværs af alle medier og platforme, kan der vist ikke være to meninger om. Udbuddet for underholdning er enormt, og hvad end det er musikplatforme, streamingtjenester eller bogudgivelser, er den fælles interesse at erobre børnenes interesse og fastholde deres opmærksomhed længst tid muligt. Og netop det sidste er vigtigt, for i takt med, at der er så abnormt meget underholdning at vælge imellem, har mange børn udviklet en tendens til at skifte, hvis underholdningsværdien ikke er stor nok, selv bare i et kort øjeblik.

Hvis ikke tv-serien, sangen eller bogen synes virkelig god, sjov eller spændende øjeblikkeligt, er det letteste i verden bare at prøve noget andet. En hardcore præmis for dem, der producerer underholdningen, da de naturligvis er nødt til at tilpasse sig.

I meget børnefjernsyn i dag, er der skruet ned for det langtrukne og dvælende, og i meget fjernsyn og YouTube-videoer oplever man en hyperficering, hvor alt hele tiden skal være hurtigere, vildere, højere og mere larmende, sådan så børnene ikke når at kede sig. Ligeså med musikken, hvor flere og flere hits som noget nyt åbner med omkvædet, så lytteren øjeblikkeligt kan få en fornemmelse af sangens fængende kvaliteter.

I bogverdenen vil jeg mene, at populære udgivelser som Hundemand og Den første kat i rummet åd pizza er gode eksempler på bøger, der forsøger at efterleve dette krav om konstant underholdning, hvor man helst skal have udløst et grin – eller i hvert fald et smil, hver eller hver anden side.

Min tese er, at Max Estes har udarbejdet Det store gulerodskup med disse tilbøjeligheder in mente, og derfor starter historien med 1000 kilometer i timen, springer alt det adstadige over og ser sig ikke tilbage før kaninerne er hjemme igen med deres gulerødder i behold. Forlaget kaldet dette en anarkistisk historie, og holdt op imod et mere konservativt litterært syn, er dét helt sikkert rigtigt. Men set igennem 2025-briller, vil det være mindst lige så korrekt at kalde det tendentiøst og leflende for zeit-geisten.

Alt dette har ikke noget at gøre med, om bogen er god eller dårlig, men om det er en god idé at lade disse hyperficerings-tendenser finde vej ind i bøgerne, som mange nok anser for at være en af de sidste, tilbageværende bastioner for analog underholdning, ro og fordybelse, synes jeg som minimum, at man bør tænke over og danne sig en mening om. Og nu skal jeg nok træde ned fra min sæbekasse igen.

Det er top gakket

Amerikansk fødte og i Norge bosatte illustrator og børnebogsforfatter Max Estes, har begået en tempofyldt og gakket historie om to kaniner og en høne, der er på jagt efter deres stjålne gulerødder og de dertilhørende gerningsmænd. Rent visuelt arbejder Estes rendyrket digitalt, og har et meget enkelt og letgenkendeligt udtryk i sin streg og sin visuelle humor.

Det store gulerodskup er udarbejdet sådan, at hver enkelt dobbeltopslag enten skal afføde et grin i form af noget sjovt eller fjollet der bliver gjort eller sagt, eller de skal fremme historiens plot med syvmileskridt. Og jeg tror, han rammer virkelig rigtigt. Det er top gakket, ofte meget random, som de unge ville sige, eller ret beset rimelig sjovt. På et tidspunkt overfalder de to kaniner og hønen en ridder, iklæder sig hans rustning og forsøger at få udgang til borgen (hvor gulerødderne er) ved at råbe til vagtposten, at de er kommet til vagtskifte. Han siger, de er kommet to timer for tidligt, til hvilket de svarer: ”Vi har sovet over os – bare omvendt”.

Ud ad det blå dukker gåsebanden op, som vil stjæle de stjålne gulerødder fra kongen, hvilket vanskeliggør redningsaktionen. Dog ikke mere end at de alle bliver knock-out’et af en nys fra den ene kanin, der er allergisk overfor gåsefjer. Og så er vi videre.

På den måde introducerer historien konstant nye udfordringer og forhindringer, som 2-3 sider længere fremme for længst er glemt igen. Slutteligt ser vi, at gåsebanden er retur og har fundet kaninernes kaninhul og gulerodslager, og lægger skumle planer for at tage hævn. Og så slutter den. Vi ser aldrig mere til gåsebanden eller deres hævn?! Om der kommer en efterfølger, der samler op på handlingen vides ikke. Måske har Max Estes tænkt, at hvis en historie kan starte in medias res, så kan den vel også slutte in medias res?

Og hvad skal vi så synes om alt det her? På den ene side er jeg overbevist om, at mange børn vil synes virkelig godt om Det store gulerodskup. Den har jo som beskrevet alle de rigtige ingredienser til at fange og underholde børn anno 2025. Og hey, nu hvor digital underholdning har overtaget og børn læser færre bøger, er det så ikke godt, at der er forfattere, der forstår at vinde børnene tilbage til bøgernes verden?

Jo, bevares, det er det måske nok. Men på den anden side, har vi så brug for, at børns i forvejen forværrende opmærksomhed og fordybelse nu også skal svækkes yderligere igennem netop bøgerne? Nej, det lyder måske ikke så smart. Der er jo en risiko for, at jo mere børnebøger udsættes for hyperficering, des flere børn vil blive ude af stand til at sidde igennem fx Brødrene Løvehjerte, der ender med at fremstå dræbende kedelig hos børn, der er vokset op uden mulighed for fordybelse.

Så hvis man kan anbefale en bog og samtidig råbe vagt i gevær overfor den bekymrende udvikling, selv samme bog er medskyldig i, så er det dér, jeg ender.