Vi har ventet længe på en bogdebut fra Werner de König, der af mange, og ikke mindst ham selv, betragtes som en storyteller af Guds nåde.
Filminstruktør Anders Thomas Jensen var så heldig at møde Werner de König under optagelserne til filmen, Den sidste viking, og det er der kommet dette mesterværk ud af, der i modsætning til tidligere fortællinger fra Werner de König ikke er gjort i tekstiler, skind og pels, men i ord og illustrationer på papir.
Bogen handler om den uheldige viking Baldur, der lider en krank skæbne, men heldigvis er han høvdingesøn, og vikingestammens høvding har en livsfilosofi, der er lige så rablende gal, som den er hjertelig: Hvis alle er gået i stykker, er ingen gået i stykker. Derfor skal alle vikinger i stammen lide sammen skæbne som Baldur, da han mister en arm, siden en fod og til sidst hovedet.
Hvis læseren af denne anmeldelse på nuværende tidspunkt er en anelse forvirret, så er det med garanti ingenting at sammenligne med den forvirring, som denne anmelder sad med, da ha modtog bogen. I hvert fald før han så filmen, Den sidste viking. Nu er dette ikke en filmanmeldelse, men bog og film hænger alligevel uløseligt sammen, hvilket bedst kan tydeliggøres ved at se filmen.
Kort fortalt, så er Werner de König en karakter i Anders Thomas Jensens film. I erkendelsen af, at det, der aldrig rigtig blev en decideret karriere i tekstilformidling, under alle omstændigheder er forbi, har Werner de König besluttet sig for at skrive en børnebog.
Det er den bog, som lige nu ligger på mit bord. Det er en alternativ bog, hvilket passer ganske udmærket med forfatteren selv og de karakterer, der omgiver ham. En del af hele ironien bunder også i, at hverken film eller bog er for børn. Skal bogen læses, bør det være med de ældste i udskolingsalderen, der forhåbentlig vil forstå ironien. En ironi, der understreger Søren Kierkegaards definition af ironien som et begreb, der i sig selv er ubegribeligt.
Jeg er vild med ideen om en bogudgivelse fra en fiktiv karakter. Det er set før, men jeg synes stadig, det er spændende tænkt, og det passer godt med børnelitteraturen i en tværmedial virkelighed. Det eneste, jeg kan se som en udfordring er, at Den sidste viking” som sagt ikke nødvendigvis er en børnebog. Filmen er på ingen måde en børnefilm, selvom der da ganske vist er børn med i den, men deres barndom er et kapitel helt for sig. Derfor kan man sagtens læse bogen som den absurde vikingefortælling den er, men hele konceptet afhænger lidt af, at man kender filmen. At man ved, hvilken rollen bogen spiller i filmen, og at man ved, hvorfor Werner de König ender med fortællingen om Den sidste viking.
Anbefalingen herfra skal være at læse bogen med de store, og selv se filmen. Bog og film er det hele værd.
