Bogen indledes sådan:
“Om få minutter bliver jeg, ifølge den GPS, der lyser foran mig, medlem af en familie. Når man bor alene med sin mor, som jeg altid har gjort, er man ikke defineret som en rigtig familie.
Drej til højre nu. Flyttebilen drejer ind på en stikvej.”
Så er de der, Emanuel og hans mor. Lige foran deres nye hjem.
Daniel Zimakoff har skrevet mange bøger til børn og unge. Virkelig mange. Han har skrevet i mange genrer. Papbrødre er en realistisk og humoristisk fortælling om to drenge, der bliver papbrødre, da Emanuels mor flytter ind hos Viggos far. Det kunne der være mange konflikter i, men det går egentlig meget godt med den nye familiekonstellation.
Det er meget mere kompliceret, at Emanuel, en nørdet og klog dreng på 13, snart 14, allerede på første skoledag i den nye skole lægger sig ud med Voldemort og hans slæng. Emanuel bliver udsat for en heftig mobning, men heldigvis tager Isabel fra klassen affære. Emanuel får også hjælp fra sin papbror Viggo, der er 15 år og lidt af en rod. Viggo dealer puffbars, men han er også en stærk niendeklassesdreng, der kan skræmme Voldemort.
Emanuel og Isabel får et godt venskab. Viggo bliver kæreste med Isabel. Emanuel bliver fortsat mobbet, Viggo bliver sendt på efterskole – og ja, så kan man tænke, at der kommer komplicerede relationer ud af det.
Alt er fortalt i et letlæseligt, humoristisk sprog, hvor Emanuel rigtignok ikke er modig i sine handlinger, men han er skarp i replikken.
Det er en roman om svigt og etik og moral på et 13-årigt niveau. En rigtig god bog der også viser, at papfamlier ikke altid er ulykkelige og konfliktfyldte.
