Solopgang over høsten er anden bog i rækken af prequels til den populære serie Hunger Games. Bøgerne foregår i samme univers, men er begge sat mange år før den oprindelige trilogi.
I Solopgang over høsten følger vi Haymitch Abernathy, som i den originale trilogi fungerer som mentor for Katniss – og som egentlig er en jævnt irriterende person med al sin bitterhed og sarkasme. I denne bog følger vi ham dog som teenager, hvor han udvælges til at deltage i det 50. Dødsspil, hvor man pludselig udtrækker dobbelt så mange spillere som normalt, og her får vi forklaringen på, hvorfor han senere i bogserien ender som et fordrukkent, bittert menneske.
Haymitch vil gerne kæmpe imod det system, han synes er så uretfærdigt, og selvom han mod sin vilje trækkes ind i Dødsspillet, er der stadig noget indeni ham, der bare ikke kan lade være med at ville kæmpe imod. Det får store konsekvenser for ham, både for hans medspillere fra samme distrikt, men også for dem han har efterladt derhjemme.
Den her bog er en emotionel rutsjebanetur, så er det sagt! Bogen kan godt læses selvstændigt, men hvis man kender til Hunger Games-universet, vil man genkende flere af de personer der optræder i den oprindelige trilogi, og det føjer et ekstra lag til historien – som er en vanvittigt god historie!
Man hepper virkelig som læser på Haymitch, også selvom man ved hvor uretfærdigt og kynisk Dødsspillet er. Suzanne Collins nåede helt ind under huden på mig med denne roman, der blev hængende i mig længe efter endt læsning. Det er en både barsk og samtidig helt uimodståelig læseoplevelse.
