Første gang, jeg nogensinde så en silkeplante, var på stranden i Awago.
Jeg troede, de var magiske.
Jeg troede, at hvis vi spiste dem, ville fnulleret få os til at udvikle vinger.
Så Windy og mig plukkede hundredvis af dem. En hel rygsæk.
Vi ville blande dem med is og mælk og kokos.
Så fandt min mor rygsækken, og hun fortalte os, at silkeplanten er rigtig giftig.
Den her sommer er en grafisk roman af de to canadiske kusiner Jillian og Mariko Tamaki. Den handler om den sommer, hvor hovedpersonen og fortælleren, den 12årige Rose opdager, at alt forandres. Det gør hun i selskab med den lidt yngre sommerferieveninde Windy, som på mange måder er den lillesøster Rose aldrig fik.
Tematisk lægger Den her sommer sig på mange måder op ad Annette Herzog og Katrine Clantes grafiske værk, Psst! og Rebecca Bach-Lauritsens Sommerdrenge. Alle handler de om den fase i pigernes liv, hvor de opdager at de både psykisk og fysisk forandrer sig, hvor deres syn på verden forandrer sig samtidig med at de opdager sig selv som seksuelle væsener.
Den her sommer udspiller sig i det sommerferieunivers, både Rose og Windy er fortrolige med. De er kommet på Awago Beach i staten Ontario hele deres barndom, men denne sommer er alt anderledes.
Iblandet de skønneste sommerferiebeskrivelser bliver pigerne øjenvidner til det drama, der udspiller sig i det lille supermarked, hvor en dreng, Dunc, har gjort en pige gravid. Netop den Dunc, de to piger er ret så fascinerede af. Så fascinerede at de lejer den ene gyserfilm efter den anden, blot for at følge dramaet og møde Dunc i minimarkedet. Og på hjemmefronten er alt heller ikke idyl. Moren og faren har også deres sommerferiedrama kørende som følge af et mislykket forsøg på at blive gravid.
For to år siden besluttede min mor, at hun ville have et barn til. Hun tog en masse tilskud. Og gjorde en masse ting. Men. Intet barn. Fordi. Min mors krop ville ikke have et. Eller dele af den. LIVMODEREN. Eller sådan noget.
Den her sommer er således også en eksistentialistisk, filosofisk, grafisk roman; for hvad er liv og livet, og hvad er vigtigt i det? Dette er et af temaerne i bogen. Hvorfor ønsker de voksne sig livet anderledes? Hvad for dem til at flygte, først ind i en sommerhusidyl og derefter flygte fra den, som Roses far gør det? Vi er i fortællingen tit på grænsen mellem det barnligt naïve – som Windy står for i fortællingen – og det voksne reflekterede som Rose står på tærsklen til. Her skal “det voksne reflekterede” absolut ikke udelukkende forstås positivt.
Mariko Tamakis tekstside supplerer på fremragende vis Jillian Tamakis billedside og vice versa. Illustrationerne er holdt i en blå/lilla tone, der netop understreger handlingens ofte “blå” tone. De enkelte fortællinger i den grafiske roman adskilles af helsides opslag der filmisk zoomer ud, inden der igen zoomes ind på næste scene.
Læseren er fremragende underholdt under læsningen af Den her sommer. Så gør det absolut heller ikke noget, at romanen giver rigeligt med stof til eftertanke hos både den unge læser og hos den voksne læser.
Den her sommer anbefales på det allervarmeste til, tweens, teenagepiger, deres forældre og andre voksne, der lige skal mindes om hvordan verden så ud engang. Det giver sig selv, at denne grafiske roman er endog særdeles velegnet til undervisning i genren, både som helhed, men også til næranalyse af enkelte afsnit og opslag. Der er rigeligt at undersøge i billedsiden også.
