Hvordan giver man noget videre, som kun eksisterer i minderne?
“Mor, hvor var du? Hvor kunne du se så mange stjerner? […] Hvad legede I?”
Sådan lyder en almindelig samtale mellem en mor og hendes lille søn i De solrøde bjerge – og alligevel er den ikke helt så almindelig. Drengen er videbegærlig som de fleste børn, og moderen fortæller om sin barndom, som mange forældre gør, men der er en stor forskel. De fleste danske forældre har mulighed for at tage søn eller datter med til barndomsbyen og vise dem det, som stadig er tilbage. Man er stadig under den samme himmel, æbletræet står der måske endnu, og sproget er det samme. Det kan mor ikke i fortællingen. Hun kan kun beskrive sine barndomsminder for sin søn – både de dejlige minder om leg og mad, men også de traumatiske om flugt og fare efterfulgt af nyt liv i Danmark. Og det er netop dér, man mærker vemodet og længslen i fortællingen: mor giver minderne videre til sin søn med enorm sanselighed – næsten som om at vi selv er med – velvidende, at det ikke lader sig gøre.
Billedsiden er gribende og understøtter fortællingen. Man ser for sig hvordan moderen drømmer sig tilbage til barndommen: børnenes lette leg, de kulørte lanterner, og man kan næsten dufte kardemommen, mens man ser de smukke farver, når solen går ned bag de iranske bjerge. Både billeder og fortælling giver læseren et lille indblik i et barns oplevelse af krig og flugt og senere mødet med det grønne land med vintergækker, hvor barn såvel som voksen skal starte forfra med at lære.
Læseren får også et indblik i det ulmende sår, der aldrig rigtigt får lov til at hele pga. af en krig, der aldrig rigtig slutter, og derfor forplanter vemodet sig lidt fra den ene generation til den næste. Sønnen arver en længsel efter et sted, han aldrig selv har været. Samtidig er fortællingen vigtig for at kunne hele og slå rødder i et nyt land, for det giver læseren chancen for at forstå både det vemodige i at bære to hjemlande i hjertet, men deler også lyset og håbet.
Sproget er roligt og rytmisk og veksler mellem drengens barnlige, nysgerrige spørgsmål til sin mor og moderens poetiske svar.
Forfatter Farnoush Bassri er født i Teheran, og fortællingen er skrevet ud fra hendes egen flugthistorie. Hun henvender sig til alle de børn i verden, der har behov for et trygt rum at tale i om den barske virkelighed, der stadig findes i verden – både i form af krig, men også i forhold til hverdagens små magtkampe. Hun har tidligere udgivet bl.a. Ragna og Ildfluen – Drømmerejser for børn (2024).
Fortællingen er gennemillustreret af Signe Kjær, der har tegnet mere end 30 bøger (bl.a. serierne om Bea og Basse, Allerbedste Molly, og Omar & Dagmar). Hun anvender analog tegneteknik og klipper elementer til sine illustrationer i hånden, og så modtog hun Kulturministeriets Illustratorpris i 2022.
Billedbogen anbefales til højtlæsning, og i undervisningen kan den med fordel bruges til at arbejde med forståelsen af kulturel forskellighed eller som afsæt for egne familiefortællinger. I mange klasser sidder der børn, der måske endnu ikke har fået sat ord på den vemodige følelse, der kan opstå, når man har rødder i flere lande.
