”Når Bob køber gulerødder, leder han længe efter den helt rigtige gulerod. Det gør ikke noget, hvis den er lidt skæv, men farven skal være fin og lys orange gulerodsfarve. Og selvom den ikke skal være ren, så må den heller ikke være for beskidt. Til sidst ser Bob efter, hvordan toppen ser ud. Han kan godt lide, når guleroden har en grøn top, får så er den lettere at bære.”
Sådan står der på første side i denne meget lavmælte bog om kaninen Bob, der plejer at være bedste-ven med hunden Hilbert. Noget gik i stykker i deres venskab (dette er tredje bog i fortællingen om de to), men det lykkes de to at blive venner igen.
Illustrationerne i bogen er lige så lavmælte som teksten. Kaninen Bob ser altid lidt overrasket ud. Den har store, tynde ører, en trekantet krop og lange og tynde fødder.Der er ikke tekst på alle siderne, men man følger fint den ensomme kanin på vejen hjem med den helt rigtige gulerod. Da han mister den, så træder Hilbert til som ven. På alle venstre opslag er der små fluer, der svirrer rundt. De er der fra start til slut.
Alt er holdt i genbrugspapirgrå tone. Hvid, sort og grå er alt, der gøres brug af. Det er forbavsende, hvordan Oskarsson kan lykkes med at få såvel Bob som Hilberts to forskellige personligheder frem med så få virkemidler. Det lykkes.
Det er en smuk bog. Der sker simpelthen meget, meget lidt, men det er en smuk og stille bog, der fortæller om et smukt og lavmælt venskab.
Færøske Bardur Oskarsson fik Nordisk Råds Litteraturpris for børne – og ungdomslitteratur for Træet i 2019. Træet udkom på det lille forlag Torgaard, men er nu genudgivet på Vild Maskine, hvor også denne bog om Bob er udkommet.
