Bevæbnet er en kort læst, men yderst herlig billedbog, om børn, der kan have det svært med at sove ude, og ikke mindst om, hvordan de voksne omkring barnet bedst hjælper det med at være i sine følelser og finde modet til at fuldføre overnatningen.
Overnatning hos mormor, lyder det ikke bare hyggeligt? Jo, nogle børn vil juble henrykt over besøg og overnatning hos bedsteforældre. For andre børn vil begejstringen være sværere at få øje på, da de kun føler sig ægte trygge i egen hjem, i selskab med mor og far. De fleste forældre har sikkert en glansbilleddrøm om, at deres forældre og børn får en stærk relation, men nogle børn deler ikke lige så rundhåndet ud af deres tryghedsfølelse som andre.
Således har barnet i Zakiya Ajmis Bevæbnet sine betænkeligheder ved at skulle overnatte ude, og må selv skabe tryghed i form af at medbringe et større våbenarsenal.
”Jeg kommer jo tilbage i morgen. Du skal kun sove én nat uden mig.”
Så kaster jeg en håndgranat. Jeg ved ikke hvorfor jeg gør det. Den eksploderer i høstanemonerne.
Ilden folder sig ud som en blomst. Æder mor, æder mormor, æder hele forhaven”
Vi forstår denne eksplosion i overført betydning som en følelsesreaktion fra barnet på at blive efterladt. For nogle kan det virke helt barokt overhovedet at bruge et ord som efterladt, når det handler om en så tæt familie-relation som bedsteforældre, men her er man nødt til at gemme sine egne meninger og forestillinger væk og respektere barnets oplevelse. Faktisk er der kun én rigtig reaktion, og det er heldigvis den, barnet her bliver mødt af hos mormoren: accept og rummelighed.
Mormoren lader røgen fra granateksplosionen sive bort og aflurer stemningen ud fra barnets præmis:
”Det var mig,” siger jeg så. ”Det var håndgranaten i våbentasken. Jeg kom til at affyre den.”
Den slags kan jo ske,” siger mormor.
”Jeg gik i en slags panik,” siger jeg.
”Ingen skade sket”.
Overnatningen går fint, også selvom ”… jeg lægger min gun under hovedpuden bare for en sikkerheds skyld”
Bevæbnet er en skøn billedbog om et emne, som jeg aldrig havde tænkt over kunne være et tema til en børnebog, men som her, giver ufatteligt meget mening. Den rammer højst sandsynligt fluks ned i virkelig mange børns – og garanteret også forældre og bedsteforældres – følelser, og gør sig derfor som den mest oplagte bog at læse før en overnatning.
Zakiya Ajmi holder sig kortfattet og præcist i sit sprog og har allieret sig med den bedst tænkelige illustrator i Teddy Kristiansen. Hans særegne og karakteristiske streg er på den ene side barnlig i sit udtryk og ligner med sine grove streger og ufuldkommene farvelægning noget, at dygtigt barn kunne have kreeret med fedtfarve. Samtidig er der tilpas finesse i især mormorens udtryk til, at man aldrig er i tvivl om, at man er i en mesters favntag.
Jeg ved ikke hvad det er med Teddy Kristensen og gamle mennesker! Det var også tilfældet i Bezunk og Egernet og Ny finsk tango; han er bare uovertruffen i at ramme et langt livs forstandighed og en sprællevende forbavselse i ét og samme minimalistiske udtryk. Tænk at kunne skabe så meget karakter og identitet i øjnene alene; to små sorte pupiller yderst velplaceret i to store, hvide glugger. Pragtfuldt. Både barnet, bedsteforælderen og forælderen, vil alle føle sig set i stregen og tonen, og det er altså godt tænkt og udført.
Bevæbnet er en kort læst, men yderst herlig billedbog, om børn, der kan have det svært med at sove ude, og ikke mindst om, hvordan de voksne omkring barnet bedst hjælper det med at være i sine følelser og finde modet til at fuldføre overnatningen. Så er det måske knapt så farligt næste gang, eller måske er der kun behov for at pakke fem guns?
En finurlig historie, der kan give gode snakke generationer imellem, og som både barnet, der skal sove ude og bedsteforælderen, der skal have besøg, vil have gavn af at læse – ikke mindst sammen.
